Den frivillige 'onsdagsbande' er uundværlig for idrætslivet
BRØNDERSLEV: Det er onsdag formiddag i BI-centerets kantine. Omkring et bord sidder en gruppe mænd og hygger sig over en kop formiddagskaffe. "Onsdagsbanden" kalder de sig lidt uofficielt. Med et smil på læben. For lidt mere officielt bliver de bare kaldt for "Onsdagsgruppen".
Det er en lille forsamling på syv mænd (når de alle er samlet), som er et eksempel på det helt uundværlige element i dansk foreningsliv. De frivillige som uegennyttigt yder en indsats for at støtte en forening.
Onsdagsgruppen har eksisteret i 15-20 år. De husker ikke helt præcist, hvornår det begyndte. Men de mødes hver onsdag formiddag, hvor det - udover formiddagskaffen - handler om hjælpe BI's centerleder med at holde orden og vedligeholde BI-Centeret.
Aktuelt er det Per Sørensen, der er centerleder. Og han er en slags styrmand for Onsdagsgruppen. Denne onsdag, hvor jeg kigger forbi, skal de montere loftsplader i kælderen med omklædningsrum.
Kælderen er under grundig renovation, og det arbejde, som kræver det, bliver udført af fagfolk. Og så går Onsdagsgruppen til hånde med arbejde, som kan udføres på forsvarlig vis af frivillig arbejdskraft.
Da onsdagsgruppen har sunket den sidste slurk formiddagskaffe bryder de op og bevæger sig ned i kælderen. Et par medlemmer af gruppen skal dog ud på køretur, for de skal i skoven og indsamle grønt til juledekorationer, som skal laves samme eftermiddag. I weekenden er der jo Hobby- og Julemarked i BI-centeret, og så skal det selvfølgelig emme lidt af god julestemning.
Vi går ned af trappen til kælderen, som tydeligvis er under renovation, da flere rum bærer præg af at være byggeplads.
Centerleder Per Sørensen får en snak med mandskabet om, hvad der er dagens dont. Og så er de i gang. Christian Mønsted balancerer allerede oppe på en stige og er ved at finjustere nogle loftsplader. Per Sørensen giver dessiner til Georg Holmsteen og Per Andreasen. Som kort efter går i gang med at skære loftsplader til. Kælderen summer af aktivitet og frivillig indsats.
Onsdagsgruppen begyndte som lidt af en knopskydning. Inspireret af Hjallerup Marked der havde en torsdagsklub med fokus på socialt samvær, dannede støtteforeningen BI's Venner en tilsvarende hyggeklub med 40-50 medlemmer, der bliver kaldt for "Bjørnebanden". Den mødes hver 2. torsdag - i lige uger.
Og ud af Bjørnebanden knopskød Onsdagsgruppen, som igen fik en knopskydning, da gruppens koner dannede en ny gruppe - "Fruerne"- som mødes en gang om måneden til hyggelig sammenkomst. Og det er vel meget typisk for dansk foreningsliv: Stort fokus på hygge og socialt samvær.
Nå, det er jo til at blive helt svedt af at kigge på de aktive frivillige, som giver den en skalle i BI-Centerets kælder. Så jeg tager lige et par billeder og siger tak for i dag.
- I Iige måde, bliver der svaret bag mig. Mens der hamres, skæres og skrues på livet løs. "Onsdagsbanden" i fult vigør ...