Billede beskrivelse

Den danske jul var noget særligt for udvekslingsstudent

13. juni 2023 kl. 19.01

At rejse er at leve. Sådan indledte Dronninglund Rotary Klubs seneste udvekslingsstudent, 17-årige Carly Sagerser, sin præsentation på klubbens møde for nylig. Hun gjorde det ovenikøbet på dansk, for efter ni måneder i Danmark taler hun flydende dansk.

Carly er fra byen Wenatchee i staten Washington på vestkysten i USA og er ved at afslutte sit et års ophold i Dronninglundområdet og sit ophold i Dronninglund Gymnasiums sportsklasse. Hun har i hjemlandet afsluttet 12 års skolegang, afsluttende med High School og er nu universitetsparat, når hun vender hjem til USA.

Hun har under opholdet deltaget i familielivet hos sine tre værtsfamilier, og blandt favoritoplevelser nævner hun bl.a. den danske jul med dans om juletræet og æbleskiver. Hun synes også, at det er meget spændende at lære om dansk kultur og vores lange historie, især med tanke på at hendes hjemstat er ret ung. Den blev grundlagt i 1889. Når hun skal fremhæve det bedste ved udvekslingen, er det vennerne, værtsfamilierne og den meget forskellige livsstil.

Oprindeligt skulle hjemrejsen ske i juni, men den er skubbet til juli, så hun får mest muligt ud af opholdet. Når hun skal sætte ord på noget, hun savner mest hjemmefra, er hun ikke i tvivl.

- Det er min hund og bjergene.

På mødet fortalte hun også om nogle af de forskelle imellem USA og Danmark, hun har oplevet i skolen. I Danmark er eleverne oftest i samme klasselokale, og lærerne kommer til eleverne. I USA er det anderledes. Her er timerne længere, og eleverne kommer til lærerne.

Rotary udveksler på landsplan årligt mere end 100 unge med andre unge fra oversøiske lande. Opholdet er af ca. et års varighed, og den unge går i skole i det pågældende land og bor på skift hos 2-3 forskellige værtsfamilier.

I skoleåret 2024-2025 sender Dronninglund Rotary klub igen studenter afsted. Ansøgningsfrist vil være omkring 1. september. For at komme i betragtning skal man være fyldt 16 år, men ikke 18 år pr. 31. december i udrejseåret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste