De mødtes igen 60 år efter, de gik i 5a
I 1963 gik der 25 elever i 5a på Klokkerholm Skole. Efter skoletiden spredtes de, og selv om de fleste blev i Nordjylland, var der kun få, der bevarede kontakten med hinanden.
En af eleverne var Henning Jensen. Han bor i dag i Frederikshavn, og han satte sig for at finde de øvrige kammerater fra skoletiden. I samarbejde med en anden elev, Ole Bæk, der bor i Hjallerup, fandt han frem til samtlige elever.
- Desværre er der to, der er døde, men de øvrige fandt vi frem til, og jeg har efterfølgende besøgt dem alle, fortæller Henning Jensen.
- Det var hyggeligt, og vi snakkede længe om tiden i Klokkerholm Skole. Jeg bad dem alle om at lave en lille beskrivelse af deres liv og sende den til mig. Det er der kommet nogle gode fortællinger ud af, og dem har jeg samlet i en bog, fortæller Henning Jensen videre.
Bogen, der er på 122 sider, rummer 22 meget forskellige livshistorier med tilhørende billeder. Desuden har Henning Jensen også lavet et særnummer af lokalbladet ’Møllen’, hvori samtlige elever præsenteres med foto fra 1963 og fra i år.
Lige før pinse mødtes de så igen i Klokkerholm til en dag med genopfriskning af skoletiden. Langt de fleste mødte op.
- Der er nogle få, der af forskellige grunde ikke kunne være med, men ellers er de fleste af os mødt op, kunne Henning Jensen med tilfredshed konstatere ved sammenkomsten.
- Der er jo gået 40 år, siden vi har set hinanden sidst, så derfor har jeg lavet bordkort til frokosten, som vi indledte dagen med. Der var da også flere, jeg ikke kunne kende, men så snart vi fik sat navn på og kom i gang med snakken, var vi tilbage til 5a med klasselærer Carl Haase ved tavlen, fortæller Henning Jensen.
Både ved frokostbordet og senere i løbet af eftermiddagen blev der snakket om de gode, gamle dage, og små og store begivenheder fra skoletiden blev genopfrisket.
- Det har været et stort arbejde at samle flokken og skrive bogen, men det har været hele besværet værd. Det har virkelig været hyggeligt, og jeg håber da, vi kan mødes igen om nogle år, lyder det fra Henning Jensen, der ud over bogen om 5a fra Klokkerholm Skole har skrevet 25 bøger om især lokalhistorie.
Bogen om 5a kan i øvrigt købes i MENY i Klokkerholm.