De helt store gryder i brug til Dronninglund Cup
Når man samler over 2.000 håndboldspillere til en turnering, er der mange ting, der skal sørges for og organiseres. Det gælder ikke mindst at sørge for, at alle får mad og drikke. Det er noget af et projekt, når så mange skal spise på stort set samme tidspunkt.
Bespisningen af de mange foregik under Dronninglund Cup i gymnasiets idrætshal. Morgenmaden stod frivillige fra cuppen selv for, mens frokost og aftensmad var lagt i hænderne på Møllehuset i Asaa.
- Det er en stor og spændende opgave, fortalte Anders Rohbrandt Berthelsen fra Møllehuset, mens han sammen med sit personale og et større antal frivillige gjorde klar til det store rykind til frokost klokken 12.00.
Udenfor hallen var der allerede samlet en længere kø af sultne, unge mennesker, der ventede på at komme ind.
- Det er vigtigt, at de alle får god og nærende mad. Det er jo unge mennesker, der er meget aktive, så der skal energi til. Når der er så mange, er der meget, vi skal tage hensyn til. Vi skal have et bredt udbud af mad. De kommer fra forskellige lande og kulturer. Der er vegetarer, veganere og allergikere, så der skal være noget til alle, sagde han.
Og det var der. Den store frokostbuffet omfattede masser af grønsager, dressinger og kød af forskellig slags.
- Det gælder om at have rigeligt med mad, for det er næsten umuligt at vide på forhånd, hvor meget de spiser af de forskellige retter. Bare der er nok, så går det. Vi har været nødt til at leje en lastbil med køl for at få plads til det hele. Der er jo grænser for, hvor meget plads vi har i køkkenet i Asaa, hvor vi laver maden, hvorefter vi transporterer den til Dronninglund, sagde Anders, mens han kastede et sidste blik på maden, der nu var stillet op på to lange borde. Præcis klokken 12.00 blev døren åbnet, og det myldrede ind med sultne og forventningsfulde unge.
- Alle deltagerne skal have noget at spise i løbet af to en halv time, så det er vigtigt, at alt klapper, og at der er mad nok. Det har der heldigvis været hele ugen, og jeg synes, det er gået, som det skulle. Det er en stor opgave, og det er første gang, jeg er med, men jeg er tilfreds. Det håber og tror jeg også, de unge mennesker har været, siger Anders Rohbrandt Berthelsen efter en travl og spændende uge.