Daniel vandt markedsbilen: Købte lodder for 200 kroner
- Spændingen var næsten ikke til at holde ud, sagde Daniel Thomsen, da han fik overrakt nøglerne til den spritnye bil til 160.000 kroner, han havde vundet i Hjallerup Borgerforenings tombola på Hjallerup Marked.
- Jeg købte for 200 kroner lodder i lørdags, og blandt dem var altså et lod, hvor der stod ’Hovedgevinst A’. Jeg vidste altså, at jeg havde vundet, men ikke hvad. Det kunne være en køkkenmaskine eller en bil, så det var et par sindsoprivende døgn, inden spændingen blev udløst sidst på eftermiddagen søndag, sagde den glade vinder, der ikke selv har en bil.
- Jeg har ingen bil i øjeblikket, så det er min søster, der har kørt mig til marked. Det er bare skønt, at jeg nu igen har en bil, sagde Daniel Thomsen, der bor i Ulsted.
Han kunne dog ikke køre hjem i sin nye bil, da den først skal indregistreres, og det vil ske i løbet af et par dage.
Tidligere vinder kiggede forbi
En tidligere vinder var også mødt op til udtrækningen.
- Jeg vandt markedsbilen for 11 år siden, fortalte Uffe Trudslev fra Hjallerup.
- Det var en Nissan, og den har jeg haft til for to år siden, hvor jeg byttede den væk. Jeg husker endnu fornemmelse af at vinde. Det glemmer jeg aldrig, sagde han, der hvert år køber lodder for 300 kroner.
- Der er heldigvis mange, der støtter os, sagde formanden for borgerforeningen, Per Topp, ved markedets afslutning.
- Jeg har endnu ikke helt overblik over, hvor mange lodder vi har solgt i år, men vi havde 150.000 fra starten, og der er vel 15.000 tilbage. Der har været godt gang i salget, men de mange frivillige har også gjort en utrolig indsats, sagde han.