Da Mads blev far, begyndte han at fotografere - nu udstiller han sine billeder
HJALLERUP: Påsketid er udstillingstid. Det gælder også for Hjallerup Fotoklub, der i lørdags havde fernisering på sin udstilling i Hjallerup Kulturhus.
Klubben har eksisteret siden 2018 og har hvert forår lavet en udstilling, hvor medlemmerne viser deres bedste billeder frem.
- Vi er en lille, hyggelig flok mennesker, der mødes hver 14. dag, hvor vi laver lidt af hvert og giver hinanden gode råd og kritik, sagde Helle Blakey ved ferniseringen.
Hun er næstformand i klubben og selv ivrig fotograf.
- Er der nogle, der kunne tænke sig at være med i klubben, er I meget velkomne, sagde hun også i sin velkomst.
Det gjorde hun, fordi der nu kun er syv medlemmer i klubben.
- Coronaen var meget hård ved os, og det er, som om det er svært at få fat på de interesserede igen. Det er egentlig underligt, for der har aldrig været så mange, der tager billeder. Nu bruger de fleste bare deres telefon, men man er også velkommen, hvis det er den, man vil bruge. Vi vil meget gerne have flere medlemmer, sagde Helle Balkey.
Billeder af naturen
Emnet for årets udstilling er natur, og det er jo et bredt emne. Mindre bredt bliver det ikke, når flere af fotograferne har været udenlands for at finde motiver.
Derfor er der billeder fra både Italien, Færøerne, Island, England, Danmark og fra baghaverne derhjemme.
Mads Schardelmann er medlem af klubben og en flittig fotograf. Han er med på udstillingen med flere billeder. Et af dem blev af klubbens medlemmer kåret til ’Årets Foto’ i 2025.
- Når tiden er til det, tager jeg gerne ud på tur med mit kamera. Min interesse for at fotografere startede, da vi fik vores første pige. Hende ville jeg godt tage nogle ordentlige billeder af, og så købte jeg en del udstyr. Jeg blev efterhånden grebet af det og har taget utallige billeder.
Han tager mest billeder af landskaber og dyr, men også sine børn.
- Det gælder jo om at fotografere dem, så længe man kan få lov. Den ældste pige er allerede begyndt at fortælle mig, at jeg ikke må tage billeder af hende, fortalte Mads på udstillingen.
Han bor med sin familie i Langholt, men kører gerne til Hjallerup for at være med i fotoklubben.