Billede beskrivelse

Christina er bager om formiddagen og forfatter resten af dagen

04. december 2024 kl. 19.01

HJALLERUP: Da Christina Ramskov fra Hjallerup gik skole, lå det ikke lige i kortene, at hun en dag skulle blive forfatter og udgive tykke romaner.

- Jeg har altid elsket at fortælle historier, og det startede jeg faktisk med i børnehaveklassen. Jeg ville være historiefortæller, men i skolen forklarede lærerne mig, at skulle jeg være forfatter, skulle jeg være god til dansk. Det blev jeg aldrig, for jeg er ordblind, fortæller Christina.

Senere sendte forældrene hende på efterskole, og det var der, hun fik idéen til sin første roman, ’Føniksens hjerte’, for det er faktisk lykkedes hende at blive forfatter, og hun har til nu udgivet ni romaner.

Drømmen næsten opgivet

På efterskolen skrev hun en masse notater ned, men indså, at hun ikke kunne skrive og smed de fleste noter ud. Derefter begyndte hun på en landbrugsuddannelse og tog til Japan som led i uddannelsen.

Billede beskrivelse

- I Japan kom jeg ud for en ulykke, og da jeg kom hjem, var lægerne i tvivl om, hvorvidt jeg kunne gøre min uddannelse færdig. Det var på tale, at jeg som 21-årig skulle være førtidspensionist. Da følte jeg lidt, at livet var forbi, men heldigvis kom jeg i tanke om den idé, jeg havde til en bog. Jeg begyndte at skrive bare for at gøre noget. Det endte imidlertid med, at jeg i løbet af et år gjorde min bog færdig, og så besluttede jeg at sende den ind til nogle forlag. Jeg fik hurtigt 13 afslag. Jeg skrev jo på mit sprog, og der var ikke styr på noget, men historien var god. Heldigvis kunne det 14. forlag, Mellemgaard i Odense, skimte en historie mellem de mange stavefejl, og så gik vi i gang med min første roman. Det var i 2013, siger hun med en vis stolthed i stemmen.

Flere diagnoser

Christina har flere udfordringer. Foruden ordblindhed lider hun af asperger, angst, skizofreni, autisme og er ved at blive udredt for ADHD.

- Man kan sige, at jeg snart har fuld plade. Diagnoserne har jeg først fået for få år siden, men jeg har jo haft problemerne hele livet og lært at leve med dem. Man skal også huske, at for at være en god forfatter er det vigtigste ikke at kunne stave, men at kunne fortælle en god historie. Man skal også inden for fantasy, som er den genre, jeg arbejder med, kunne bygge et univers op med gode karakterer, der udvikler sig, og som vi kan relatere os til. Der skal også gerne være en rød tråd gennem det hele.

Det er der i hendes romaner, mener hun.

Billede beskrivelse

- Den første roman handler om en pige, der kommer til at gå på en skole, hvor hun skal passe ind i en helt ny verden. Det kunne jeg godt fortælle uden fantasy, men jeg synes bare, at hvis den fyr, hun er vild med, er en varulv, så er der bare lidt flere lag. Og det der med at komme væk fra virkeligheden, som nogle gange kan være presset og træls, kan være lidt rarere. Man flygter ind i sin egen verden. Jeg kommer også i det japanske mangamiljø, hvor der er mange, der kan lide fantasy, og jeg synes, det er interessant, at mange af dem i skoletiden har været outsidere, mobbeofre og dem, der ikke passede ind i normale kasser. Vi har i fantasy fundet noget sammen, selv om vi ikke helt passer ind i det normale, fortæller Christina.

Første bog

- Da min første bog udkom, var jeg et par år sikker på, at jeg drømte, og at jeg ville vågne fra den drøm, men det var jo rigtigt, og nu er der kommet ni bøger i det univers. Nu stopper jeg så med den serie, selv om jeg ikke er færdig med det univers, men jeg har andre bøger, jeg gerne vil skrive. Jeg har valgt en åben slutning, så jeg måske om 10 år kan fortsætte på universet, siger hun.

Hun fortæller, at hendes hoved er fyldt med idéer, og at hun elsker at skrive.

Billede beskrivelse

- Mine diagnoser gør, at jeg nemt bliver distraheret, men hvis jeg er inde i en skriveboble, kan det til gengæld være svært at stoppe. Så skal det være, fordi jeg er ved at dø af sult eller skal på toilettet. Ellers fortsætter jeg bare. I andre perioder tvinger jeg mig selv til at skrive 500 ord og så lave noget andet. Så holder jeg mig i universet, men aktiverer den hjerne, der er lidt distraheret af noget andet. Min skizofreni betyder, at jeg hører stemmer. Når jeg skriver, bliver stemmerne distraheret og giver mig fred og ro i hovedet.

Travl hverdag

- Jeg arbejder i mine forældres bageri i Hjallerup og har kun en enkelt fridag om ugen. I dag stod jeg op kl. fire, så der går meget tid med arbejdet. Så er det lidt svært at skrive, men det kribler hele tiden i fingrene for at skrive. Nu er der jo også andre ting i forfatterjobbet end at skrive. Jeg har været på mange messer her i efteråret, og derudover er der biblioteker og skoler, der hyrer mig til foredrag. Jeg står selv for det hele, for man skal være et stort navn, før man kan læne sig tilbage og bare skrive. Hvis man gerne vil noget med sit forfatterskab, så er det et fuldtidsjob, man har ved siden af sit fuldtidsjob, siger hun.

Oversat til engelsk

Christina har udgivet ni romaner, og den første er nu oversat til engelsk.

- Jeg er ikke udkommet endnu i England. Den er oversat, men vi har endnu ikke fundet et engelsk selskab, der vil købe den. Næste år er jeg skrevet op til nogle messer og events i London og håber på den måde at sælge nogle bøger og få kontakter i England, fortæller hun.

Bøgerne udgiver hun på forlaget Mellemgaard, der er et medudgiverforlag, hvor forfatteren selv betaler lidt af omkostningerne, men til gengæld har et forlag bagved med en redaktør, der tjekker manuskriptet.

- Ved selv at betale noget tør forlaget tage chancer med os, der ikke er så kendte. Mine romaner har så mange fejl, og det vil koste i omegnen af 80.000 kroner at få dem rettet. Hos Mellemgaard er det langt billigere, og nu sælger mine bøger så godt, at jeg ikke længere giver noget for at udgive dem, så det er dejligt. Jeg er da også lidt stolt over, at flere af de store forlag har henvendt sig til mig om fremtidige bøger, men her er jeg loyal over for Mellemgaard. Men det er et skulderklap, føler jeg.

Drømmen lever

- Jeg vil altid være udfordret, da jeg har en række diagnoser, og jeg vil altid have det lidt sværere end andre, men der er ingen grund til at sætte sig i et hjørne og tude over det. Det er bare at komme videre, siger Christina, der har den helt store drøm om at blive forfatter på fuldtid.

Det ser ud til, at hun har noget at have det i, for det går godt for hende. På bibliotekslisten, hvor der er over 10.000 forfattere, er hun nummer 460 over de mest læste.

Godt gået af en ordblind pige fra Hjallerup med flere diagnoser!

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste