Cathrine Bragenholt åbner wellnessklinik på Midtergade i Hals.
Mennesker

Cathrine slår dørene op til egen klinik: - Jeg brænder for at skabe velvære

23. oktober 2022 kl. 20:09

Det tidligere solcenter på Midtergade i Hals har på det seneste gennemgået en stor forvandling. Væggene er malet, der er nyt inventar, og inden længe slår Cathrine Bragenholt dørene op til Hals Wellness.

Det sker 7. november, hvor den nye klinik står helt færdig. Hals Wellness bliver med Cathrines egne ord et centrum for velvære. 

- Det er i hvert fald målet, siger hun og tilføjer, at klinikken udgøres af tre hovedelementer. 

-  Jeg er uddannet både massør og zoneterapeut. Og lige nu er jeg desuden ved at færdiggøre uddannelsen som fodplejer. Jeg kan med andre ord tilbyde en bred pallette af behandlinger, fastslår Cathrine, der er nytilflytter til havnebyen. 

-  Jeg har arbejdet med massage og zoneterapi i en del år, men altid i mit eget hjem. Da vi flyttede til Hals besluttede jeg at adskille klinik og privatbolig. Og da lokalerne her blev ledige, var det et oplagt sted for mig. Jeg skal dog indrømme, at det har krævet en del arbejde at skabe de rette rammer til formålet. Det er lykkes, og jeg glæder mig til at vise klinikken frem for kunderne, siger hun.

Cathrine har styr på fødderne. Hun er uddannet zoneterapeut og snart også fodplejer.

Ellers frister Hals Wellness med en bred pallette af tilbud, der mønter sig på såvel velvære som mere kliniske behandlinger. Sidstnævnte kommer især til udtryk i fodpleje og zoneterapi, forklarer Cathrine. 

- Der er rigtig mange mennesker, som har problemer med fødderne. Det gælder i forhold til alt fra vabler til nedgroede negle og forkert fodstilling. Som fodplejer kan jeg afhjælpe mange lidelser. Dog er der også begrænsninger i mit virke i forhold til eksempelvis diabetikere, oplyser Cathrine, som blandt andet også tilbyder lakering af negle samt paraffinbehandling af både hænder og fødder. 

- I det hele taget brænder jeg for at skabe velvære, tilføjer hun og slår desuden et slag for nakke- og skuldermassage samt ansigtsbehandling, der ligeledes indgår i klinikkens ydelser. 

- Og så har jeg planer om blandt andet at arrangere venindeaftener, hvor små grupper kan booke luksusbehandlinger og samtidig have en hyggelig stund sammen. Jeg kalder det ”Fusser og Sjusser”, og det handler, som navnet antyder, om, at man eksempelvis kombinerer en omgang fodbehandling med et glas vin eller andet.

Cathrine glæder sig til at byde indenfor i den nye klinik.

Cathrine Bragenholt inviterer indenfor i klinikken til reception 19. november. Her kan man se de nyindrettede lokaler og høre mere om de mange tilbud hos Hals Wellness.

Annonceret indhold

Nyeste