Camilla har åbnet egen klinik
BRØNDERSLEV: Der er kommet et helt nyt tilbud i motionscenteret Kom i Form i Valdemarsgade/Nørregade. For nu er det muligt at få en omgang massage, hvis kroppen trænger til en lidt lindrende behandling.
Det er 49-årige Camilla Bohn, der nu tilbyder massage i et nyistandsat baglokale til motionscenteret. Camilla Bohn er eksamineret massør, sportsbehandler, nervemassør og wellnessmassør. Så det er et bredt kompetence-felt, som den nye massør besidder.
Hun har også haft en lidt usædvanlig forhistorie til sit aktuelle fag som massør. For hun har tidligere arbejdet som turistchef i Sol og Strand, men da den store finanskrise kom i slutningen af 0'erne, skiftede hun spor, tog en uddannelse og fik arbejde som innovationspædagog. For så igen at skifte spor, da hun valgte at tage en uddannelse som massør.
Når hun er begyndt som massør i Kom i Form, så er det fordi, hun er kommet meget i motionscenteret for selv at motionere. Hun talte med Michael og Stine Hartmann Schøn, der er indehavere af Kom i Form, om mulighederne for at tilbyde massage i forbindelse med motionscenteret. Det var de med på, og de fandt et baglokale som kunne ryddes og sættes i stand, og så blev massageklinikken en realitet.
- Nu er det jo vigtigt at pointere, at jeg jo hverken er læge eller kirurg. Jeg kan afhjælpe fysiske problemer med massage, men jeg kan ikke helbrede folk, siger Camilla Bohn.
Det er alle, der har brug for massage, der kan benytte sig af Camilla Bohns kompetencer - også folk der ikke træner fast i Kom i Form. Camilla Bohn vil være at træffe i Kom i Form fra klokken 10 til mindst klokken 15.
Det koster selvfølgelig noget at få massage. Her i september er der introduktionstilbud, så man kan få en times massage for 350 kroner. Til oktober stiger priserne til 300 kroner for en halv times massage og 550 kroner for en hel times massage.
- Der vil dog løbende komme tilbud på hjemmeside og facebook, hvor priserne bliver billigere i perioder, fortælle Camilla Bohn.
På lidt længere sigt håber hun på at kunne få firmaaftaler, hvor hun vil tage ud til interesserede firmaer og yde massage til de medarbejdere, der ønsker det.
Som vi sidder der og snakker, er jeg ikke i tvivl om, at Camilla Bohn nok skal få succes. Hun udstråler bare så meget venlighed og positiv energi, så Cabo Massage, som er navnet på hendes firma, skal nok få luft under vingerne.