Busselskab dobbelt så stor på et år
Konkurrents konkurs og nye licitationer har styrket Jørns Busrejsers
BRØNDERSLEV: Jørn Pedersen går ind i sit sidste år som direktør for den virksomhed, som han grundlagde tilge i 1979 og det ser bestemt ud til, at han afleverer virksomheden i god stand. Der har i den grad været efterspørgsel efter virksomheden, og det har betydet, at man på at år har fået dobbelt så mange medarbejdere. I sommeren sidste år havde virksomheden 60 chauffører. I dag er man oppe på 120.
- Det går rigtig godt. Vi har vundet nogle faste licitationerog så bestiller folk bare mange ture, fortæller Jørn Pedersen, der var ejer frem til 2016, men i dag har frasolgt hovedparten af virksomheden.
En stor del af fremgangen er begrundet af en ledig plads i det nordjyske busmarked der opstod, de Hjørring City Traffik gik konkurs.
Store mængder negativ omtale i kølvandet på en politirazzia ved sidste års Dana Cup, der viste flere bremsefejl på busser, endte med at koste selskabet sin eksistens.
Og den enes død giver som bekendt lidt brød til en anden. Jørns busrejser har for eksempel overtaget kørslen af bybusser i Frederikshavn, fra det nu hedengangne firma.
Ud over det hul, Hjørringselskabet efterlod, har firmaet også overtaget kørslen af telebusser i Brønderslev kommune, og er kommet med i et samarbejde med Flixbus, der kører mellem Aalborg og København.
- Vi har en tur til København hver dag, så det holder jo også nogle chauffører beskæftiget, siger Jørn Pedersen, der med en planlagt afsked til næste sommer er godt tilfreds med sin timing.
- Det er skønt, at jeg ser ud til at kunne slutte af på den her måde, Det kunne man ikke tage for givet, siger Jørn Pedersen.
Det siger han især med henvisning til den modgang firmaet var i, da efterdønningerne af finanskrisen ramte firmaet i 2010.
- På et år blev vores omsætning halvveret fre seks millioner til tre. Det var godt, at det ikke var dengang, jeg skulle gå fra det, siger han.
virksomheden kan fejre 40 års jubilæum til januar og til sommer siger Jørn så farvel som direktør. De sidste andele som ejer siger han farvel til i 2020.