Brønderslev Provsti ansætter ny bygningskonsulent
BRØNDERSLEV: Brønderslev Provsti har ansat Lars Balle som bygningskonsulent i en nyoprettet fuldtidsstilling pr. 1. april. Lars Balle kommer fra en stilling som Bygherrerådgiver og projektleder ved BK Nord A/S.
Det fortæller Brønderslev Provsti til LigeHer.nu.
Formålet med stillingen er ifølge provstiet at styrke rådgivningen til menighedsrådene og sikre en mere systematisk og kvalificeret håndtering af bygge- og vedligeholdelsesopgaver i provstiets kirker, sognegårde og præsteboliger.
Lars Balle er et velkendt navn i det kirkelige bygningsarbejde. Han har gennem de seneste ti år været bygningssagkyndig for Brønderslev Provsti og har samtidig haft samme funktion i seks andre provstier. Den opgave fortsætter han med.
Med ansættelsen får provstiet en fagperson, der både har indgående kendskab til kirkernes bygninger og til de særlige arbejdsgange og beslutningsprocesser i Folkekirken.
Som bygningskonsulent skal Lars Balle blandt andet rådgive menighedsråd i forbindelse med vedligeholdelse og byggesager, hjælpe med indhentning af tilbud og koordinering af projekter samt sikre, at byggesager bliver behandlet korrekt i Folkekirkens systemer og godkendelsesprocesser i provsti og stift.
Derudover skal han være med til at etablere erfa-grupper for kirkeværger og andre med ansvar for bygninger i sognene, så der kan skabes mere videndeling og en fælles tilgang til bygningsvedligeholdelse i provstiet.
Formand for Brønderslev Provstiudvalg, Anders B. Hummelmose, ser ansættelsen som et vigtigt skridt:
- Vi har i mange år haft stor glæde af Lars Balles arbejde som bygningssagkyndig. Med den nye stilling får vi mulighed for at samle og styrke den faglige rådgivning til menighedsrådene og skabe et endnu bedre overblik over provstiets bygninger og kommende opgaver.