Seneste nyt
Billede beskrivelse

Regnen væltede ned, da Store Brønderslev Marked åbnede

29. august 2026 kl. 09.43

BRØNDERSLEV: Klokken var 14 fredag eftermiddag, da Carsten Overgaard, formand for Markedsforeningen, gik hen til et par mikrofoner i i den vogn, der huser markedskontoret. Det er herfra, at Markedsforeningen styrer Store Brønderslev Marked.

- Klokken er 14, og markedet er hermed åbnet. Vi beklager, at det regner så meget, men det er jo ikke noget vi er herrer over, sagde Carsten Overgaard.

De øvrige tilstedeværende i Markedskontoret lyttede intenst med. For at vurdere, om alt nu funkede som det skulle, og at lyden kom ud af højttalerne ude på markedspladsen.

- Joeh, der var lyd derude, blev de enige om.

Billede beskrivelse

Helt sikre kunne de ikke være, fordi den megen regn i løbet af formiddags- og middagstimerne allerede havde givet en del problemer med strømforsyningen forskellige steder på markedspladsen. Problemer som der løbende blev knoklet for at udbedre.

Det var vist under kontrol her i åbningsstunden.

Hvordan har I det med vejrudsigterne, der jo ikke lover tørt vejr lige med det samme, spørger jeg den PR-ansvarlige, Michael Wittrup om.

Han sidder ved et bord i Markedskontoret og klikker lidt på sit telefontastatur.

- Vi har tjekket vejrudsigterne mange gange, og selv om de er lidt dårlige, så er de også uenige om, hvor længe det vil regne, og hvor meget regn der kommer, siger Michael Wittrup. Lidt småfrustreret. Men han slår hurtigt over i mere optimistiske toner.

- Vi tror på, at fredag bliver regnvejrsdagen, men at det så klarer op, og at vi får fint vejr de næste tre dage, siger Michael Wittrup. Og ligner en der slet ikke tvivler på sit udsagn.

Billede beskrivelse

Men hvad betyder det for markedet, hvis regnen bliver ved - også de kommende dage?

- Nu har vi jo været heldige og har haft godt vejr under markedet de seneste mange år; dog med lidt dårligt vejr søndag eftermiddag sidste år. Men bortset fra det har vi i flere år været rigtig heldige med vejret. Sidst vi havde meget dårligt vejr under markedet var i 2017, og der faldt vores overskud med 30 pct. Når det sker, så er vi ærgerlige på vegne af de foreninger, som er med til at arrangere markedet og tjener penge til foreningernes drift. For når overskuddet bliver dårligt, så går det altså først og fremmest ud over foreningerne, som i gode år får et meget vigtigt tilskud til deres økonomi i kraft af deres deltagelse på markedet, fortæller Michael Wittrup.

På foreningernes vegne er det så bare at håbe på mere venligtsindede vejrguder de kommende dage.

Denne våde åbningsdag måtte underholdningen på den lille scene foran teltet med Markedskroen aflyses. Og da fredag traditionelt er en dag, hvor børn og unge kan få rabat på forlystelserne i tivoli-parken, så må man forudse, at mange nok bliver hjemme i tørvejr, så omsætningen dermed bliver noget mindre end vanligt.

I Markedskontoret skal der mere til ødelægge den gode stemning.

- Alle tager det rigtig pænt - også de handlende som får færre kunder i dag. Og vi tror på godt vejr de kommende dage, og så tjener vi det tabte ind igen, gentager Michael Wittrup.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste