Forening donerer 30.000 kroner til lokal golfklub
BRØNDERSLEV: Brønderslev Golfklub har fået en donation på 30.000 kroner fra Brønderslev Rotary Klub.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Brønderslev Rotary Klub.
Donationen blev overrakt i forbindelse med Brønderslev Rotary Klubs årlige golfmatch fredag den 21. august.
Her modtog golfklubbens formand, Thomas Sørensen, donationen fra Rotary-klubbens golfudvalg, som er øremærket til møbler i den nye simulatorbygning, der skal danne ramme om både træning og ophold.
Vil støtte lokalt initiativ
Bent Harboe fra Brønderslev Rotary Klubs golfudvalg glæder sig over, at klubben kan bidrage til projektet.
- Vi er glade for at kunne støtte et lokalt initiativ, der skaber aktivitet, fællesskab og gode faciliteter for både unge og voksne. Golfmatchen er et stærkt samarbejde mellem Rotary og Brønderslev Golfklub, og det glæder os at kunne give noget tilbage, siger Bent Harboe.
Og den glæde deler Thomas Sørensen.
- Donationen betyder meget for os. Simulatorbygningen er et vigtigt skridt i udviklingen af klubben, og med Rotarys støtte kan vi skabe et miljø, som medlemmerne får stor glæde af, siger Thomas Sørensen.
Brønderslev Rotary Klubs næste golfmatch finder sted fredag 20. august 2027.