Seneste nyt

Tusinder lagde vejen forbi Brønderslev Marked - Philip og Lærke var nogle af dem

31. august 2026 kl. 10.02

BRØNDERSLEV: Trods masser af byger og knap så sommerligt vejrlig bød den forgangne weekend på masser af aktivitet på Brønderslev Marked.

Både lørdag og søndag lagde tusindvis af gæster vejen forbi det traditionsrige marked. Begge dage summede området af aktivitet, og kræmmerne havde travlt med at betjene de mange besøgende.

Ligeher.nu mødte lørdag parret Philip Andersen og Lærke Vestergaard, som begge har gjort markedsbesøget til en fast tradition.

- Vi kommer næsten hvert år. Det er blevet en del af sommeren, hvor man møder bekendte, får lidt godt at spise og bare nyder stemningen, fortæller Philip Andersen.

- Der er noget helt særligt over Brønderslev Marked. Det er hyggeligt, og der er altid noget nyt at opleve, supplerer Lærke Vestergaard.

Også blandt kræmmerne var tilfredsheden stor. Vladimir Nielsen fra Esbjerg har besøgt markedet gennem mange år.

- Brønderslev Marked er uden tvivl et af de bedste markeder i Danmark. Der kommer mange mennesker, stemningen er god, og folk er klar til at handle, siger han.

Weekenden bød desuden på masser af underholdning. Tivoliet tiltrak både børn og barnlige sjæle, mens musikscenerne samlede publikum til koncerter med blandt andre Sussi & Drengene, Ib Grønbech og Bo Young.

Traditionen tro afsluttes Brønderslev Marked mandag aften, hvor Kandis indtager scenen i teltet og sætter punktum for endnu en velbesøgt markedsweekend.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste