Seneste nyt
Billede beskrivelse

Markedsløbet blev afviklet i hårdt, men tørt vejr

30. august 2026 kl. 09.36

BRØNDERSLEV: I startområdet gør cyklisterne sig klar til den lange distance på 115 kilometer i det efterhånden traditionelle motionscykelløb Markedsløbet, som er blevet et fast element i Store Brønderslev Marked.

Der bliver spillet lidt musik inden starten. "10 små cyklister" lyder det kækt ud af højttaleren.

Billede beskrivelse

Blandt de cyklister, som er ved at gøre sig klar, er tre fra Biersted.

Den ene - Steffen Pedersen - "vandt" løbet for tre år siden. For selv om det jo bare er et motionscykelløb, så er der kamp om at komme først i mål på den lange distance, som er på 115 kilometer. Der bliver kørt igennem.

Klokken 9.00 går starten. Ud af byen bliver feltet ledt an af en bil i moderat tempo. Men uden for byen bliver feltet sluppet løs, og så går det ellers deruda'.

Billede beskrivelse

Feltet bliver efterhånden splittet op i flere mindre grupper. Klokken 11.53 triller de første to ryttere i mål. Steffen er ikke en af dem. Han kommer i mål kort efter. På en 5.-plads.

Jeg fanger ham, da han triller ind på Markedspladsen, hvor der skal pustes ud med vand og pølser.

Hvordan var det så derude?

- Det var hårdt! Der var meget vind, og der blev kørt rigtig hårdt. Vi lå en gruppe på 12 mand og første løbet, men så stak et par gutter af, og vi fik aldrig et godt samarbejde i gang i den resterende gruppe, så vi nåede aldrig op igen, fortæller Steffen Pedersen.

Billede beskrivelse

Han står foroverbøjet over sit cykelstyr. Er vist lidt ærgerlig over 5.pladsen, hvor han var to timer og 55 minutter om at køre de 115 kilometer. Steffen Pedersens cykelcomputer fortæller ham, at han har kørt med en gennemsnitshastighed på 38,5 kilometer i timen.

Kommer du tilbage til Markedsløbet igen næste år?

- Ja, jeg vandt jo for tre år siden, og det prøver jeg da at leve op til hvert år, smiler han.

Markedsløbet arrangeres af den lokale motionscykelklub, BMC92, og flere af klubbens medlemmer var aktive med afviklingen af de i alt fem forskellige distancer, som arrangementet omfatter.

Og løbet blev - trods aggressive vejrudsigter - skånet for dårligt vejr og blev en fin succes med ca. 150 deltagere.

- Det var en vellykket dag, hvor det gik som det skulle, og cyklisterne var forskånet for uheld ude på ruterne, fortæller Kim Jørgensen, som sidder i det udvalg, der står for planlægning og gennemførelse af Markedsløbet.

Så mon ikke Markedsløbet også er at finde i kalenderen næste år.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste