Britt vil bringe sund kost og livsstil ned i øjenhøjde
DRONNINGLUND: Britt Nissen er ernærings- og livsstilsvejleder, og hun har gennem flere år haft en blog, ’Sundhed på budget’, hvor hun deler sparetips, sunde madplaner og opskrifter, der lever op til de danske kostråd, ligesom hun gerne deler ud af sin store viden om livsstil og sundhed i det hele taget.
Det gør hun så godt, at hendes hjemmeside hver måned besøges af 100.000, på Instagram er der 43.000 følgere, og på Facebook er der omkring 30.000, så hun er virkelig i kontakt med mange. Nu er hun imidlertid gået videre og har indrettet en lille klinik i et anneks i forbindelse med sin bolig på Geråvej i Dronninglund, hvor hun er klar til at modtage klienter.
- Jeg vil gerne gøre en forskel for den helt almindelige danskers sundhed. Jeg ønsker at bringe sund kost og sund livsstil ned i øjenhøjde på et niveau, hvor vi alle sammen kan være med, uden at det skal betyde, at man skal købe fødevarer i specialbutikker, give afkald på mad, man godt kan lide, og uden at det skal være dyrt, fortæller Britt.
Ikke bare kostvejledning
- Jeg vil nødigt sættes i en bås, der hedder kostvejleder, for jeg arbejder også meget med det mentale og psykologiske aspekt omkring mad og vaner. Jeg tilbyder en anden vej end de lynkure, vi ofte bombarderes med. Jeg forsøger at give en langtidsholdbar løsning på en dårlig livsstil. Det er altid et forløb. Det kan ikke fikses på en time. Jeg tilbyder individuelle samtaler, men jeg lægger altid op til, at det kræver et forløb. Det kan være 8 eller 12 uger, man starter med. Jeg har også gruppeforløb, hvor der er flere med. Jeg har fokus på, at det skal være holdbart og noget, der passer til den enkelte person. Det er ikke bare overvægt, jeg hjælper med. Jeg hjælper også med at ændre mønstre og vaner i ens livsstil. Det kan være svært selv at ændre livsstil. Det ser man tydeligt i januar, hvor mange forsøger at lave noget om ved f.eks. at motionere, sove mere, være mere sammen med sine børn og spise sundere. Allerede før man er kommet i gang, har man sat barren alt for højt mere. Det er ikke holdbart, siger Britt.
Forstyrret spisning
- Jeg rører ikke spiseforstyrrelser, men tager mig gerne af det, jeg kalder en forstyrret spisning. Når man er stresset eller ked af det, spiser man gerne på sine følelser. Man spiser lidt mere, og det bliver det her 'kram' i løbet af dagen i stedet for at opsøge det, man måske har behov for, nemlig et rigtigt kram. Det lyder så nemt, men det er megasvært, og det er også derfor, folk skal komme til mig. Jeg kan ikke love mirakler, og hvis der er nogle, der lover det, så skal alle alarmklokker ringe. Mennesker er forskellige, og der er meget psykisk inde over vores vaner og kost. Man kan godt blive sat på en kostplan i otte uger og tabe sig, hvis man kan holde den, men hvordan ser det så ud bagefter, og hvad har man egentlig reelt lært af det? Det er ikke en afgrænset kur, men noget, man skal fortsætte med uge efter uge. Mange tror, at hvis man ikke er lykkelig, er det, fordi man ikke har rygrad eller ikke dur til noget. Man kan så nemt slå sig oven i hovedet frem for at tænke, at det måske er den metode, man bruger, der ikke virker. Det handler meget om, hvordan vi taler om overvægt. Folk skal bare tage sig sammen, lukke munden og lette sig fra sofaen, hører man ofte. Nu er overvægt og sundhed heller ikke nødvendigvis hinandens modsætning. Man kan godt have for højt BMI og være sund.
Fortsat aktiv på nettet
Ud over klinikken agter Britt fortsat at være aktiv på nettet og fortsætte med sin madblog og hjemmeside, hvor hun bl.a. har en ’Vaneklub’, hvor hun hver uge kommer med oplæg.
Hun har således gang i mange ting, men det stopper ikke her, for flere idéer til nye tiltag ligger og venter.
- Lige i øjeblikket leder jeg efter køkkener, så jeg kan lave madværksteder, hvor man laver mad efter gode opskrifter ud fra tanken om, at det skal smage godt, uden at det behøver at være dyrt. Det skal bestemt ikke bare være kylling, broccoli og brune ris uden krydderier. Det er en stor fejl, for så bliver det så kedeligt, at man får lyst til at spise noget bagefter, og så får man for mange kalorier. Når man først begynder at forbyde sig selv alt muligt, går det galt. Jeg drikker gerne et glas rødvin og lever af andet end kylling og broccoli. Og det gør jeg med god samvittighed. Man må i virkeligheden spise alt med måde, slutter Britt Nissen.