Billede beskrivelse

Borgmester er tilfreds: Samlet byråd er bag næste års budget

02. oktober 2023 kl. 06.00
Opdateret kl. 10.20

Samtlige 27 medlemmer af Brønderslev Byråd har netop indgået budgetforlig, så det er et enigt byråd, der står bag det kommende budget. Det er noget, der glæder borgmester Mikael Klitgaard.

- Det er altid dejligt, når alle partier er enige om budgettet. Det giver ro og viser, vi har styr på butikken. Vi har en god kassebeholdning, som vi kan tage lidt af de næste år to år, og så hænger det sammen i 2026. Det er meget behageligt, for tidligere har vi af og til kigget ind i et sort hul. Det gør vi ikke i øjeblikket, så skulle der komme en lille meromkostning, har vi en solid kassebeholdning, der kan klare det. Vi kan løse opgaverne, siger borgmesteren.

Ikke kun besparelser

- Vi har besparelser på næste års budget, men vi har også afsat penge til midtbyplaner i vores byer, der er afsat penge til haller og flere gode projekter. Vi laver erhvervsområder og udstykninger i vores tre største byer, så grundlæggende er vi inde i en god udvikling. Vi får tilflytning i modsætning til flere nordjyske nabokommuner. Jeg vil også påstå, at vi trods besparelser stadigvæk har en fornuftig service. Vi sparer på administrationen, og det er helt bevidst, for vi vil ikke så gerne have folk siddende på kontorerne. Vi vil hellere have dem ud i felten. Vi har lavet et ordentligt budget og ikke gjort noget helt urimeligt, men det var selvfølgelig rart at have lidt flere penge. Det har vi også sagt til regeringen, og det vil vi arbejde videre med næste år, for når staten har det så godt, vil det vel være rimeligt, at vi får lidt flere penge. Grundlæggende er jeg meget tilfreds, lyder det fra borgmesteren, der fortsætter:

- Jeg synes, vi har ramt et godt niveau med budget 2024, og det betyder, vi alle sammen kan se os selv i det. Ønskerne har ikke været voldsomme denne gang, og det har gjort budgetlægningen lettere. Grundtanken er, at vi skal hjælpe dem, der har det sværest, og så skal vi have nogle borgere til selv at lave noget mere. Den fulde beskæftigelse, vi har i øjeblikket, betyder meget for kommunen, og jeg håber, staten holder styr på den. I samme øjeblik, det går galt, koster det os 200.000 kroner for hver borger, vi får ind på jobcentret. Ryger der så 200 ind der, er vi på glatis. Fuld beskæftigelse er vigtig for en kommune som vores, men det kan vi jo ikke stole på fortsætter evigt. Det er derfor, vi skal have en god kassebeholdning. Det er der nogle, der kritiserer mig for, men det er nu rart, at vi ikke skal lukke alt, hvis der kommer stramme tider, siger Mikael Klitgaard.

Tiltrække nye borgere

- Vi skal fortsætte den gode udvikling med at trække nye borgere til og sørge for at have attraktive arbejdspladser, så vi også har medarbejdere nok. Vi laver hele tiden nye tiltag. Vi laver således selvstyrende teams i ældreområdet. Det har vi allerede i Asaaområdet, og der er de glade og tilfredse, nu hvor de har fået mere indflydelse på deres job. Det skal vi arbejde med flere steder, så folk har indflydelse på jobbet og selv er med til at bestemme, siger borgmesteren.

Budgettet rummer masser af tal, og det hele kan ses på kommunens hjemmeside. Her slår vi ned på et par af de områder, hvor der kommer til at ske en del de kommende år. Det gælder således folkeskoleområdet. Her kommer lærerne til at undervise lidt mere og deres forberedelsestid reduceres. Der skal også skæres i udgifter til skoleledelse.

- Vi skal have reduceret udgifterne til ledelse af folkeskolen. Vi har i øjeblikket en vakant lederstilling på Hjallerup Skole, så vi har kun tre distriktsskoleledere lige nu. Skoleudvalget skal nu finde ud af, om man kan nøjes med tre distrikter eller måske med to. Det kunne også være, at vi skal reducere antallet af mellemledere på skoleområdet, for der skal spares 1,1 mio på området, siger han og peger på, at det ikke er besparelser det hele.

Billede beskrivelse

Flere elever skal blive i de almene klasser

- Vi lægger faktisk 4 mio kroner til folkeskolen hvert år de næste tre år til det, vi kalder mellemformer på almenområdet. Det gør vi for at hjælpe flere elever til at blive i normalklasserne, for vi vil så gerne holde eleverne i det fællesskab, som folkeskolen er. Det kan f.eks. gøres ved, at der kommer to lærere i klassen. Vi bruger mange penge på specialundervisning, og vi håber, vi i folkeskolen kan tænke lidt anderledes og beholde flere elever i de almene klasser. Vi ligger over landsgennemsnittet med specialundervisning, så vi har en opgave her, siger borgmesteren.

En stor besparelse på skoleområdet opnår man ved at lægge Søndergades Skole og Skolegades Skole i Brønderslev sammen i 2025. Det giver en besparelse på 5 mio. kroner.

Lavere administrationsudgifter

- Vi ligger lavt på administrationsomkostninger, men vi vil gerne gøre det endnu billigere. Vi skal gøre det smartere og klogere og bl.a. bruge mere teknologi. Vi skal således til at bruge kontorrobotter. De kan f.eks. regne pensionen ud, så vi ikke skal bruge en medarbejder. Regeringen har også lovet at komme med regelforenklingsforslag. Det skal også gerne give besparelser. Det glæder vi os til. Overordnet er jeg meget tilfreds med budget 2024, slutter borgmester Mikael Klitgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste