Mennesker

Bogglade børn indretter læsehule

12. september 2022 kl. 10:01

Præcis kl. 15 sidste onsdag rullede bibliotekets varebil op i gården foran Dronninglund Fritidsklub, hvor en stor flok børn med spænding stod og ventede. I bilen lå der nemlig flere hundrede bøger, som børnene selv havde været med til at udvælge, og som skulle placeres i en nyindrettet læsehule indrettet øverst oppe i et lokale under taget i fritidsklubben.

Projektet er et led i forsøget på at styrke børns møde med litteraturen. I 2021 blev der nationalt afsat 25 millioner kroner til formålet. Det blev blandt andet til puljen BOGglad, hvor biblioteker og kommuner har kunnet søge Slots og Kulturstyrelsen om nye bogsamlinger til dagtilbud, SFO’er og klubber. Fra Brønderslev Kommune blev der indsendt en samlet ansøgning fra dagtilbud, ungdomsskolen og biblioteket om et tilskud på 340.000 kroner, som skulle bruges på bogsamlinger til børnehaver, ungdomsklubber og SFO´er i hele kommunen. Projektet blev godkendt, og siden har biblioteket været i gang med at indkøbe de mange bøger.

Bøgerne er udvalgt i et samarbejde mellem børn, pædagoger og ledere. Jo ældre børnene i projektet er, jo mere har de været direkte involveret i bogvalget. Det er en blanding af fag- og skønlitteratur målrettet børnenes interesser og de gældende pædagogiske målsætninger.

Børnene i fritidsklubberne har haft stor indflydelse i deres bogvalg. Biblioteket har besøgt alle tre klubber og præsenteret forskellige bøger og serier, som børnene kunne vælge i mellem. De havde fået udleveret skilte med smileyer og lorte-emojis til det formål, og der var stor begejstring for at afgive stemmer. På den måde får de tre klubber nu en helt selvvalgt bogsamling, hvor der er mulighed for at dykke ned i alverdens bøger om alle mulige temaer.

Da bøgerne ankom til fritidsklubben i Dronninglund, stod formand for Fritids-, Kultur- og Turismeudvalget, Steen Søgaard Petersen, klar til at hjælpe med at udlevere bøgerne. Børnene blev opstillet på en lang række fra bilen og helt op til læsehulen, og så blev bøgerne ellers sendt fra hånd til hånd til de nåede reolerne i læsestuen.

Annonceret indhold

Nyeste