Bjarno førte an: Suppehøne måtte lade livet, inden sulten kunne stilles
TRY: For mange børn og vel også en del voksne er madvarer som fars, pølser og kylling noget, man henter i supermarkedernes kølediske, hvor det ligger indpakket i plast.
Hvor de kommer fra, og hvordan de er havnet der, ved mange ikke. For bare et par generationer siden vidste alle, at skulle man have hønsekødsuppe, skulle man først ud i hønsegården og finde en af de gamle høner, aflive den, plukke og rense den og derefter koge den i timevis.
Den proces kunne man opleve i søndags i Try, da Egnssamlingen for Østvendsyssel afviklede en suppe-, honning- og syltedag, hvor interesserede ved selvsyn kunne opleve, hvordan man slagter en høne, sylter eller laver honning.
Bjarno Hvid fra Egnssamlingen havde taget en høne med, og ved middagstid aflivede han den med et enkelt øksehug. Mange kiggede på, selv om en del lukkede øjnene, mens det skete. Herefter forklarede han grundigt hele processen med først at putte den i koldt vand for at få hønen gjort våd.
- Hønen har et fedtlag på fjerene, så man skal ikke bare putte den i kogende vand, men først gøre den våd helt ind til skindet, forklarede han, inden han derefter puttede den i en spand kogende vand for at løsne fjerene.
Så skulle hønen plukkes, og her bad han om assistance. To piger, Line og Merle, meldte sig straks. Merle havde aldrig prøvet det før, mens Line var mere erfaren.
Plukningen gik hurtigt, hvorefter indvoldene skulle tages ud, og hønen vaskes og rengøres, inden den kunne puttes i en stor gryde, der kogte over et bål.
- Nu skal hønen koges i tre timer, inden vi kan lave suppe. Den spiser alle vi frivillige til aften, men vi har snydt lidt og lavet en grydefuld hønsesuppe på forhånd, som I gerne må smage, sagde Bjarno Hvid.
Den opfordring var der mange, der fulgte, og alle var enige om, at suppen var god og smagte som hønsekødsuppe skal.
Inde i laden var man i fuld gang med at sylte. 50 kg bær og tilhørende sukker blev i løbet af dagen lavet til marmelade, saft og gelé af kogekoner med stor erfaring i den slags.
- De påstår selv, at de tilsammen har 250 års erfaring, kunne lederen af Egnssamlingen, Mogens Gregersen, fortælle.
Man kunne få gode råd af de erfarne damer, ligesom man selv kunne være med til at lave sin egen marmelade og tage den med hjem.
Egnssamlingen i Try formåede endnu en gang at skabe en hyggelig dag, hvor tiden blev skruet tilbage, og hvor der var smag og duft af fortiden.