Billede beskrivelse

Asaa-borgerne løb, gik og cyklede i to timer

20. august 2024 kl. 14.04

ASAA: Der var stor tilslutning, da Asaa i mandags afviklede Lokaldysten 2024 med udgangspunkt fra Torvet i byen. Det var et bredt udsnit af byens befolkning, der mødte op for at deltage i et arrangement, der i korthed gik ud på at få så mange som muligt til at gå, løbe eller cykle i to timer, og så bagefter tælle op, hvor mange km det i alt var blevet til.

Billede beskrivelse

For at gøre det til en konkurrence er konceptet, at man kæmper mod en anden by om at tilbagelægge flest km. For Asaas vedkommende er modstanderen Agersted. Her foregår konkurrencen først 7. september, så først efter denne dato, ved man, hvilken by, der har været mest aktiv og derfor skal have pokalen.

Billede beskrivelse

- Det er en udløber af Royal Run, hvor Brønderslev Kommune var meget aktiv med at opdyrke fællesskaber og aktiviteter, fortalte Henriette Nielsen fra Royal Run-gruppen i Asaa, mens de mange deltagere varmede op.

Billede beskrivelse

- Jeg synes, det er flot, at der er så stor opbakning. Det er skønt, for det gælder om at brede de uforpligtende fællesskaber ud. Her har vi så tilført motion, og det er noget, vi går meget op i i byen. 10% af Asaas befolkning var med til Royal Run, og vi ved, at motion gør os bedre fungerende både fysisk og psykisk, og så lægger vi det sociale samvær oveni. Nu har vi dette arrangement i dag, men vi har også en afterrun-gruppe, der mødes to gange om ugen. Vi mødes ved hallen mandag aften kl. 18.30 og lørdag kl. 9.30 og går eller løber en tur. Vi tilpasser tur og terræn efter dem, der møder op, så alle kan være med. Vi har i den forbindelse manglet børnene, så tanken med i dag er også at gøre noget på tværs af generationer. Jeg flyttede tilbage til byen sidste sommer og elsker at være en del af fællesskabet. Da alt det her med Royal Run startede, var jeg straks med. Det har været en stor fornøjelse og betydet meget for mig, sagde Henriette Nielsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste