Billede beskrivelse

Annette gjorde elever til sangskrivere

10. november 2023 kl. 16.00

Ifølge Koda, der er en musikrettighedsorganisation, som sikrer betaling til komponister, sangskrivere og musikforlag, når deres musik bliver brugt i det offentlige rum, er musik underprioriteret i de danske skoler, og det går ud over fødekæden af danske sangskrivere. 

Hvis der fortsat skal være en stærk musikkultur i Danmark, skal ungdommen inspireres til at skrive nye sange. Koda investerer derfor i ungdommen med gratis sangskriverworkshops, hvor elever skriver deres helt egne sange. 

Derfor afholdes der workshops rundt om i landet, og i sidste uge fik Dronninglund Efterskole besøg af sangskriver og forfatter Annette Bjergfeldt, der i nogle timer underviste elever fra skolens 10. klasse i sangskrivning.

- Opgaven er at vise eleverne, hvordan man skriver en sang og ikke, at vi skal have skrevet et færdigt hit, når vi slutter om fire timer. Jeg viser dem noget om opbygningen af en sang, så de får en fornemmelse af det.

Billede beskrivelse

Musik og rettigheder

- Det musikalske er den ene del af workshoppen, den andet er at fortælle dem om Koda, danske komponister og de rettigheder, en komponist har. De får også en nogenlunde fornemmelse af, hvad man egentlig tjener, hvis man bliver spillet på P4. Hvad der er af penge i det i forhold til, hvad mange tror, så de får et realistisk indblik i det at være sangskriver. Det er også vigtigt at fortælle, at musik ikke er gratis. Det koster noget, for en sangskriver skal også have løn, som alle andre. Det føles måske, som om sange kommer ned fra himlen, men det er jo et arbejde som alt andet. Der bliver skrevet mange sange, og kun nogle ganske få af dem bliver spillet i radioen eller andre steder, siger hun og fortsætter:

- Vigtigst for mig er nok at vise dem glæden ved musik. Det at skabe noget, der ikke fandtes før. Det er et lille mirakel hver gang. En sang er sjældent skrevet på fem minutter. Det kan tage år.

Billede beskrivelse

Ruskede sproget

Workshoppen startede med, at eleverne blev ført gennem en række sproglege, hvor de skulle sætte sproget sammen på en ny måde.

- Vi ruskede sproget. Det gør man tit som sangskriver. På den måde hjælper jeg dem med at fokusere på ordene og blive sprogspioner. Det er så afgørende, når man skal skrive sange. Derefter kommer så musikken. Her skal de vælge tre akkorder, og så kan de begynde at synge alt muligt, sagde hun, der glædede sig over den frihed, sangskrivere har i dag.

- Tidligere var det pladeselskaber, der bestemte, men nu sidder der ikke længere fem mand med cigarer og bestemmer, hvad der skal udkomme. Vi har frihed til at lave alt muligt, sagde hun, mens eleverne arbejdede i små grupper, hvor de i den grad gik op i det med liv og sjæl. En af dem var Benjamin Ibsen.

Billede beskrivelse

- Jeg kan godt lide musik, og jeg vil gerne sætte mig ind i, hvordan man laver musik, sagde han.

- Jeg har lært meget om musikbranchen, og hvor få penge man faktisk får for at lave musik. Det overrasker mig. Jeg vil gerne lære at spille et instrument. Det kan jeg ikke nu, men det må jeg til at lære. Jeg tror, det er meget terapeutisk at sidde med en guitar. Lige nu er vi ved at finde ud af, hvilken genre vores sang skal være, sagde Benjamin, der var i gruppe med bl.a. Malthe Jensen.

- Jeg tror mest på, at det bliver en trist sang, for jeg er bedst til de triste akkorder, sagde Malthe, mens han spillede forskellige akkorder på sin guitar.

For alle de deltagende elever var det en stor og lærerig oplevelse at få råd og vejledning af en kapacitet som Annette Bjergfeldt, der som musiker har skrevet mange sange og optrådt overalt, ligesom hun har skrevet flere romaner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste