Amalies interesse for øjet startede i Louis Nielsen
BRØNDERSLEV: Amalie Birkbak Thomsen fra Åsted har netop afsluttet sin uddannelse som Optical Dispenser hos Louis Nielsen i Brønderslev. Her har hun i tre år har rådgivet kunderne om valg af brillestel, brilleglas og kontaktlinser.
Efteruddannelsen, som er en overbygning til hendes salgsuddannelse, har givet hende viden om synet og om, hvordan hun kan rådgive butikkens kunder bedst muligt. Interessen for optikerfaget stammer helt tilbage fra 2019, hvor hun startede som salgselev hos Louis Nielsen i Frederikshavn.
- Jeg har altid været fascineret af optikerfaget og arbejdet tæt sammen med butikkens optikere. Det var spændende at dykke ned i teorien omkring øjet, synet, og hvordan vi bedst rådgiver kunderne, siger Amalie Birkbak Thomsen.
Bedre til at løse problemer
Uddannelsen som Optical Dispenser er en overbygning på Amalie Birkbak Thomsens job som optikerassistent. Her hjælper hun blandt andet kunderne med at finde det helt rigtige stel til netop deres ansigtsform og de rigtige brilleglas til deres livsstil.
- Uddannelsen har gjort mig mere sikker i rådgivningen. Hvis kunderne spørger om noget særligt eller skal have hjælp til en problemstilling, kan jeg nu hjælpe endnu bedre, siger Amalie Birkbak Thomsen.
Familiefølelse blandt kollegerne
Det lokale handelsliv og størrelsen på butikken på Mejlstedgade passer Amalie Birkbak Thomsen godt:
- Vi kender hinanden godt som kolleger og vil hinanden det bedste. Der er lidt en familiefølelse. Hvis man har en dårlig dag, hjælper vi hinanden og tager over for hinanden. Vores ledere har stor tillid til os, og det både vokser vi af og gør os trygge. Jeg tror, den gode kemi i butikken smitter af på kunderne, siger hun.
Selvom uddannelsen har været givende, har den også budt på lange dage det seneste år:
- Det har da været udfordrende. Nogle gange var det lidt hårdt at skulle læse om aftenen samtidig med at have arbejde i butikken, men det lykkedes. Det var godt at have flere års erfaring i Louis Nielsen med mig – det gjorde nogle ting lidt lettere, siger Amalie Birkbak Thomsen.
Kan lære fra sig
Butikschef Brian Kollerup, som ejer Louis Nielsen i Brønderslev sammen med chefoptiker Henrik Dalager, er glad for, at medarbejderne har lyst til at videreuddanne sig.
- Når vores kollegaer får ny viden, bliver de gladere og bedre til deres arbejde, og de kan lære fra sig og dele den nye viden med resten af teamet. Det kommer både kollegerne og kunderne til gavn, siger Brian Kollerup.
Uddannelsen til Optical Dispenser strækker sig over to semestre med afsluttende eksamen og er udviklet af Optikerhøjskolen i Randers i eksklusivt samarbejde med Louis Nielsen. Den er rettet mod medarbejdere, der har en handelsmæssig baggrund og har lyst til at dygtiggøre sig i optikerfaglige emner som øjets anatomi og den tekniske opbygning af brilleglas.