Billede beskrivelse

Aktiv formand

Per Chr. Kjeldsen fylder 60 år i dag

19. juni 2018 kl. 06.10

BRØNDERSLEV: Det var en drøm, der gik i opfyldelse, da Per Chr. Kjeldsen i 2015 blev formand for 3F Midtvendsyssel.

I dag, tirsdag, fylder den aktive formand 60 år.

Per Chr. Kjeldsen har været medlem af SiD/3F siden 1982. Det faglige engagement begyndte på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, hvor han var tillidsmand for de dengang 180 3F’ere.

I 27 år har han som kasserer i SiD/3F været økonomiansvarlig. I et par år inden han blev 3F-formand, var han direktør i 3F’s eget selskab, SiD Job ApS med base i Aabybro.

I sin tid som kasserer og nu igen som formand har han arbejdet meget for at få de unge med i 3F, og det er i høj grad lykkedes.

I sin tid som formand har han haft en del arbejdsskadesager, der tager meget af hans tid.

Noget af det, Per Chr. Kjeldsen mindes med tilfredshed, er, da det med SiD i spidsen lykkedes at samle folk i tusindvis til at drage til Amtsgården i kampen for Brønderslev Sygehus. Han var også tovholder for byggeri af det ny SiD-hus, der blev indviet i 1997. Men krævede flere års forberedelse.

Per Chr. Kjeldsen har bidraget til, at 3F Midtvendsyssel er en god arbejdsplads med en god ånd. Han arbejder efter teser som professionalisme, kvalitet, gode samarbejdsrelationer samt at være tillidsvækkende.

Gennem mange år var Per Chr. Kjeldsen aktiv fodboldspiller i BI. Han måtte dog for 13 år siden lægge fodbolden på hylden på grund af et dårligt knæ. Men han løber og spiller golf samt cykler. Han cyklede således gerne til sin arbejdsplads i Aabybro, da han havde sit virke dér.

Per Chr. Kjeldsen er gift med Bettina Bøcker Kjeldsen, der er ansat på 3F i Aalborg, og er byrådsmedlem for Socialdemokraterne i Brønderslev.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste