Inger Møller Nielsen, formand for Ældrerådet, peger på flere områder, der skal fokus på i det nye år.
Mennesker

Ældrerådet har store planer for det nye år

02. februar 2023 kl. 07:36

Ældrerådets formand Inger Møller Nielsen kan sammen med Ældrerådets medlemmer se tilbage på et aktivt år med fokus på mange områder. Ifølge Ældrerådets formand er der også et stort antal projekter, som vil komme i fokus i det nye år, ligesom rådet også vil tjekke, om opgaver, som er sat i gang, har fundet det leje, de skal have.

Ældrerådet vil i 2023 sætte fokus på, at der bliver udarbejdet en boligstrategi, der tilgodeser seniorerne i Brønderslev Kommune og de krav, de fremover vil stille til boligformer.

- Vi har besøgt alle plejecentre i kommunen i det forløbne år, hvilket har været en god oplevelse, fortæller Inger Møller Nielsen.

- Derudover arbejder vi med at få etableret et Forebyggelsesråd i kommunen, som på tværs af organisationer kan være med til at øge hele forebyggelsesområdet til glæde for alle borgere. Det finder vi værdifuldt, selv om vi er vidende om, at der foregår rigtig meget fint forebyggelsesarbejde i det etablerede sundhedssystem, siger hun.

Mange aktiviteter i det nye år

Et forebyggelsesråd skal bestå af folk fra flere forskellige organisationer som Ældreråd, Ældre Sagen, handicaporganisationer m.f. Rådet kan være med til at rådgive om vigtigheden af forebyggelse, især inden man bliver syg og får brug for det etablerede system.

- Der er gode erfaringer fra andre kommuner i forhold til, hvad et forebyggelsesråd kan rådgive om, og hvilken effekt det har på hele sundhedsområdet. Det er vigtigt, at der bliver arbejdet med tingene, inden borgeren bliver syg og får brug for det etablerede system. Et eksempel kan være faldforebyggelse, hvor borgeren er bange for at falde, har dårlig balance eller bare ikke har kræfterne. Oplysning til borgerne om, hvad man kan gøre for at imødegå dette, ville være på sin plads. Mænds sundhed er et andet oplagt område at tage fat på, viser alle undersøgelser. Det gælder især forebyggelse, inden det bliver nødvendigt at kontakte sundhedsvæsenet. Mere bevægelse i hverdagen er også et relevant emne at beskæftige sig med. Der er nok at tage fat på, og vi ved alle, at vores sundhedssystem er presset og bliver mere presset, så lad os nu satse endnu mere på forebyggelse til gavn for borgeren og sundhedssystemet, fortsætter Inger Møller Nielsen.

Bestyrelser på plejehjemmene

Ældrerådet har et stort ønske om, at der skal være bestyrelser på alle kommunens plejecentre.

- Det har vi haft i en projektperiode siden april 2021, og vi mener, det skal være permanent fremover. Vi afventer inden for meget kort tid en beslutning fra kommunens politikere om form og valg til bestyrelserne. Ældrerådet laver i 2023 permanente træffedage, så det den første onsdag i hver måned er muligt at træffe et ældrerådsmedlem for en snak mellem kl. 14.00 og 15.00 på biblioteket i Dronninglund og Brønderslev, siger formanden.

Borgermøder i 2023

- Vi planlægger i løbet af året et par stormøder, hvor vi vil invitere alle 60+ borgere til et oplysende møde, foredrag eller lignende. Alle ældrerådsmedlemmer har til opgave at følge et eller flere af de stående politiske udvalg, således vi er orienteret om de sager, der bliver behandlet på ældre borgeres vegne, hvad enten det er økonomi, kultur, sundhed, veje, fortove eller andet. 

- Vi har haft et godt første år med det nye ældreråd, hvor der er vilje til indsigt og til handling, så vi kan være med til at gøre en forskel for vores ældre medborgere. Vi føler også, at vores politikere er lydhøre. Måske ikke i første omgang, men så prøver vi igen, så tak for det, lyder det fra formand Inger Møller Nielsen.

Annonceret indhold

Nyeste