Plejehjemsleder på Margrethelund i Dronninglund, Lene Skrejborg, modtager her de festlige juleposer fra Ældre Sagen leveret af næstformand Eigil Thomsen. Foto: Privatfoto
Mennesker

Ældre Sagen uddelte julepakker

21. december 2020 kl. 13:43

Det har været et svært år for alle, og det gælder ikke mindst de ældre. Meget har været lukket, og det sociale har været skruet ned på laveste blus. De fleste arrangementer i Ældre Sagen har været aflyst, siden Danmark lukkede 11. marts.

- Det har været et vanskeligt år, men det var en stor glæde, da vi for kort tid siden kunne aflevere julepakker til plejecentrene. Det var der virkelig behov for, siger Hanne Andreasen, formand for Ældre Sagen i Dronninglund.

Ældre Sagen har kun haft ganske lidt gang i kursusaktiviteten, da holdene er blevet indrettet sådan, at der kun deltager 10 personer ad gangen. Undervisningen i Dronninglund er flyttet fra Margrethelund til Sognegården. I Hjallerup er man flyttet fra Stengården til Kulturhuset, mens man i Asaa har kunnet fortsætte i Kulturhuset.

- Forhåbentlig kan vi starte igen efter nytår, afhængig af om man får styr på smittetallet. Større arrangementer herunder suppeaften må desværre aflyses i januar og februar, oplyser Hanne Andreasen.

Bestyrelsen har været nødt til at gennemføre en ny konstituering, idet Gunni Gjøderum på grund af dårligt helbred er trådt ud. Som ny næstformand er valgt Eigil Thomsen, der er bosiddende i Dronninglund. Han er opvokset i Agersted, og har drevet landbrug i mange år i Vadum og senere i Agersted. Ved siden af landbruget har han i mange år haft arbejde i Aalborg, da han uddannede sig som voksenlærling til smed. Ved Ældre Sagens årsmøde blev han valgt til suppleant, og han er nu indtrådt i bestyrelsen som næstformand. Han ønsker at arbejde for bedre forhold for demente og deres pårørende. Hans ægtefælle er en af beboerne på plejehjemmet Margrethelund.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu