50.000 kroner til det gode humør
Et stykke over 120 personer.
Så mange har modtaget Brønderslev Idrætsforenings (BI) Humørlegat siden det for 42 år siden blev sat i verden af grosserer Svend Aage Jespersen. Og uddelingerne fortsætter ufortrødent til glade ildsjæle i foreningen.
- Vi har lige modtaget 50.000 kr. af BI’s Venners tombolaudvalg, og det gør, at vi kan forsætte de årlige uddelinger, siger Annette Drivsholm, der er formand for bestyrelsen for BI’s Humørlegat.
Fonden bag legatet har en egenkapital på 120.000 kr., og afkastet har i nogle år ikke været stort nok til at kunne dække de årlige uddelinger.
- Derfor valgte vi i 2021 at sætte uddelingerne på pause indtil vi fandt en struktur, hvor vi ikke var nødt til at bruge af egenkapitalen, siger Annette Drivsholm.
Med donationen fra BI’s Tombolaudvalg er uddelingerne sikret i et stykke tid, og det glæder selvsagt Annette Drivsholm.
- Nu kan vi genoptage uddelingerne, som indtil nu har bestået af 2000 kr. til en eller flere fra hver af BI’s tre afdelinger, siger Annette Drivsholm.
Bestyrelsen for BI’s Humørlegat består af: Per Nielsen, Frede Aagaard, Svend Andersen, Søren Ø. Christensen og formand Annette Drivsholm.