40 års jubilæum fejret
Fuldt hus til en meget rund dag
BRØNDERSLEV: Der var propfyldt hos NORDJYSKE Medier i Brønderslev i går, hvor det med en reception blev markeret, at salgsassistent Inger Toft havde 40 års jubilæum i mediehuset.
Der kom folk fra mange forskellige steder, som på den ene eller anden måde har haft berøring med Inger Toft, der i løbet af sit arbejdsliv hos NORDJYSKE Medier har været flere forskellige steder - blandt andet også i receptionen på Langagervej i Aalborg.
Også familiemedlemmer var mødt frem for at være med til at fejre den runde dag.
Der blev snakket, spist og hygget rundt omkring i lokalerne, som blev mere og mere fyldt op af folk og god stemning.
Siden 2011 har Inger Toft været at finde på NORDJYSKE Mediers Områdecenter Vendsyssel i Brønderslev, hvor hun også har Oplandsavisen under sine vinger og har kontakt med rigtigt mange mennesker hver dag. Hun er den første, folk møder, når de kommer ind i mediehuset i Bredgade.