Billede beskrivelse

25 år som juridisk ejendomsrådgiver

15. juli 2023 kl. 16.06

Ejendomsrådgiver Lone Raunbak, Erhvervsparken 1, 9700 Brønderslev, kan 1. august fejre 25-års jubilæum.

Lone Raunbak er født og opvokset i Tårs, og hun har altid interesseret sig for økonomi og jura, hvilket har fyldt en del gennem karrieren.

I 1998 var Lone Raunbak en af de juridiske kapaciteter, der dengang blev headhuntet til at starte en juridisk afdeling på Landbogården i Hjørring – det der i dag er LandboNord. Den juridiske afdeling blev til Ejendom & Jura, som Lone i 2000 blev leder af.

I dag er rådgivningen samlet i Norden Advokatfirma, en selvstændig virksomhed med afdelinger rundt omkring i Nordjylland. På hovedkontoret i Brønderslev arbejder Lone som juridisk ejendomsrådgiver.

Her har arbejdet de seneste 25 år primært bestået i at rådgive landmænd om køb og salg af landbrug og landbrugsjord samt rådgivning om forpagtningskontrakter – et arbejde hun med egne ord er vildt glad for - og hun sætter en ære i, at hendes kunder får den bedste rådgivning i Norden Advokatfirma.

Som en del af advokatfirmaet er Lone Raunbak en del af et stort team på 36 ansatte med kontorer i Brønderslev, Aalborg, Aars og Aabybro. Ifølge Lone har det givet hende en større fleksibilitet i sit arbejde og bedre muligheder for at specialisere sig.

Privat bor Lone sammen med kæresten og de seks sammenbragte børn i Brønderslev. Fritiden går med hus, have, børn og lidt motion, når tiden tillader det.

Jubilæet bliver fejret med en reception i Norden Advokatfirma Brønderslev 8. september.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste