
20-årige Nicolai er chef for golfcafé
Siden slutningen af marts er det den unge kok, Nicolai Sletten, der har svinget gryderne i køkkenet i Dronninglund Golfcafé. Sammen med sin mor, Lotte Sletten, der driver Brønderslev Golfcafé, har han forpagtet caféen i golfklubben.
- Vi har sammen forpagtet caféen i Dronninglund, men hun tager sig især af caféen i Brønderslev, og så er det mig, der er i Dronninglund, fortæller Nicolai.
- Planen er at køre de to på samme måde, så det, vi kan servere, vil være det samme. Vi satser på at lave god mad og gerne variere det, så det er forskelligt fra uge til uge, fortæller han.

Madsted for hele byen
- Jeg vil gerne skabe et madsted, hvor folk kan lide at komme. Det gælder også dem, der ikke spiller golf. Mange tror, at det her kun er for golfspillere, men det er for alle, og man må gerne komme, selv om man ikke kunne drømme om at spille golf. Vi har plads til alle, og det gælder også selskaber. Vi har plads til 110 i vores store lokale, så vi holder gerne private fester. Det kan være konfirmationer, runde fødselsdage eller andre fester, fortæller han, der egentlig ikke troede, han skulle være kok.
- Det var ikke planen at gå denne vej. Jeg startede på handelsskole, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var der, jeg skulle være. Jeg valgte derefter tømreruddannelsen, men så kom coronaen, og det fungerede ikke med hjemmeundervisning. Da var det, jeg startede i denne branche. Jeg er ikke uddannet kok, men jeg har arbejdet i køkken i Blokhus i et par år og hos slagteren i Kaas. Her lærte jeg meget. Jeg elsker at lave mad. Jeg kommer fra en familie, der kan lide at lave mad. Min mor, onkel og bedsteforældre har været i branchen, så jeg er opvokset med folk, der har lavet mad, siger Nicolai.

- Jeg kan godt lide, at man aldrig ved, hvad der skal ske, når man møder på arbejde. Der er selvfølgelig arrangementer, man kender til, men man ved aldrig, om der kommer 100 nordmænd, der vil spille golf og have lidt at spise. Det er spændende. Vejret betyder meget. Hvis det styrtregner, sker der ikke så meget, men vi skal altid være klar. Det gælder om ikke at købe for meget ind og heller ikke for lidt. Det skal gerne nogenlunde passe, uden at der bliver et for stort madspild, påpeger han.
Foruden Nicolai er der ansat en kok mere, så der er to fuldtidsansatte samt en tjener, der arbejder på deltid.
Lange arbejdsdage
- Jeg er her i mange timer hver dag. Vi har lukket mandag, men vi er her tit alligevel, for der er altid folk, der skal spise et eller andet. Vi er heldigvis to. Til start var det meningen, at jeg skulle være alene, men for at kunne tage mere ind og yde en bedre service, er vi to, og jeg håber på sigt at få en deltidsansat mere, men det afhænger af, hvordan det kommer til at gå. I øjeblikket er jeg nødt til at lægge mange timer i det og håber, at jeg om et års tid kan holde lidt mere fri. Som det er nu, arbejder jeg næsten altid, men ét står fast. Jeg skal til karneval. Så holder jeg fri, og det er helt sikkert, siger Nicolai Sletten.