Billede beskrivelse

16-årige Rasmus er gymnasiets yngste student nogensinde

28. juni 2024 kl. 14.00

DRONNINGLUND: De fleste er vel omkring 19 år, når de tager studentereksamen, men på Dronninglund Gymnasium oplevede man i år, at Rasmus Karlo på bare 16 år blev den yngste student nogensinde på gymnasiet. En præstation, der har imponeret rektor Lars N. Jørgensen.

- Nu har jeg været på gymnasiet i 28 år og har aldrig oplevet noget lignende, så det er meget usædvanligt, fortæller han, der da også omtalte Rasmus i sin tale til de nye studenter, hvor et af temaerne var livsmestring.

- Hvis man skal iklæde det her lidt abstrakte livsmestringsfænomen kød og blod sådan helt konkret, så er Rasmus fra 3a et glimrende eksempel. Rasmus har altid brændt for naturvidenskab og ville gerne, da han skulle starte i 8. klasse, have større udfordringer i de fag. Derfor aftalte vi med Hjallerup Skole, at han i en kortere periode kom i praktik hos os i de naturvidenskabelige fag i den klasse, han nu dimitterer sammen med. Alle kunne imidlertid hurtigt se, at den dengang lille purk kunne mere end sin naturvidenskab. Derfor blev han hurtigt koblet på hele fagrækken i 1g, og så er han blevet i klassen siden da. Det skal med, at da Rasmus stemplede ind på gymnasiet, skete det med en betydelig portion forsigtighed. Han var kun lige konfirmeret og kom nærmest ind lige fra blå mandag. Han blev først 14 år, dagen efter han mødte på gymnasiet, sagde rektor.

Rasmus sprang både 8. og 9. klasse over og kan derfor som 16-årig kalde sig student. Det er første gang, det sker på Dronninglund Gymnasium.

- Jeg var naturligvis meget nervøs, da jeg startede, men klassen tog godt imod mig. Det var lidt mærkeligt i starten, men klassekammeraterne var søde og tog godt imod mig., så det blev hurtigt normalt, fortalte Rasmus Karlo, da han sammen med de noget ældre klassekammerater i fredags var til dimission på gymnasiet.

Rasmus ser nu frem til et sabbatår med softwarearbejde og tid til at vælge den rigtige uddannelse, der nok skal gå i retning af programmering eller elektronik.

- Jeg kan ikke lige sige det endnu, og derfor tager jeg også et sabbatår, siger den unge student, Rasmus Karlo.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste