Billede beskrivelse

150 mødte op til vigtig snak om skolesamarbejde

14. august 2024 kl. 17.00
Opdateret 16. august 2024 kl. 09.39

ASAA: For otte år siden gik der 115 elever på Asaa Skole. I dag er tallet 47, og intet tyder på, at dette tal vil stige. Det er en udvikling, der bekymrer folk i Asaa, hvor man arbejder ihærdigt på, at byen skal være et attraktivt sted for børnefamilier.

Asaa er ikke en by, der sidder med hænderne i skødet, og derfor havde Samrådet Østkysten repræsenteret af Det Gode Børneliv og forretningsudvalget med opbakning fra Asaa Borgerforeningen i mandags indkaldt til borgermøde på skolen for at drøfte skolens fremtid og især drøfte muligheden for et samarbejde med Agersted Friskole.

Når der er tale om skolespørgsmål, er der altid stor interesse. Det var der da også i Asaa, hvor folk strømmede til, og der måtte hentes flere stole ind i festsalen, så alle de omkring 150 fremmødte kunne få en plads.

Billede beskrivelse

Frygter skolen nedlægges

Forrest i salen sad et stort panel fra henholdsvis Asaa og Agersted. De var alle klar til at svare på spørgsmål. Inden da havde næstformand i Samrådet, Jørgen Severinsen, lejlighed til at ridse formålet med mødet op.

- Børnetallet i både skole, børnehave og SFO er på det laveste niveau, vi har kendskab til, og vi er nu nået til et punkt, hvor vi bliver nødt til at diskutere alternativer for at sikre vores børn det bedst mulige tilbud både fagligt og socialt. Derfor har vi indledt en dialog med Agersted Friskole om mulighederne for samarbejde. Byen har gjort meget for at tiltrække nye borgere, og derfor er vi et godt sted nu. Besparelsesspøgelset skal tages alvorligt, og vi er bange for, at skolen efter det kommende kommunalvalg bliver nedlagt. Derfor gør vi noget nu, sagde han.

Jesper Lindholm, der er medlem af skolebestyrelsen, fulgte op med de konkrete tal for skolen, hvor der i øjeblikket går 47 elever. Børnehaven har 23 børn.

- I 2016 var der 115 børn i skolen, så det er gået meget tilbage. Det skyldes ikke bare færre børn, men i høj grad også at ikke alle børn i distriktet går på Asaa Skole. De går på andre skoler. I 2. klasse er elevgrundlaget således 14, men der går kun seks. I 0. klasse går der fire elever, men potentialet er 10. Mange fravælger altså skolen, og det gør de bl.a. på grund af for få legekammerater, sagde Jesper Lindholm.

Billede beskrivelse

Ønsker bred opbakning

- Vi bliver nødt til at gøre noget, men vi skal have jeres opbakning, så vi kan gå til politikerne med vores planer. Det er det, mødet i aften drejer sig om. Vi skal helst i aften blive enige, for vi gør ikke noget uden jer. Vi vil gerne være et skridt foran udviklingen og selv være med til at definere vores skoles, børns og bys fremtid. Vi starter nedefra og går til politikerne bagefter, sagde Jørgen Severinsen.

Herefter blev debatten givet fri, og spørgsmålene stod i kø. Flere stillede spørgsmål til økonomi. Friskolens kasserer, Peter Harper, oplyste i detaljer priserne for at gå på friskolen. Det koster 1.100 om måneden i 11 måneder, men der er søskenderabat og mulighed for at søge friplads.

- Jeg har tre børn, og selv med søskenderabat bliver det alligevel et pænt beløb. Det kan betyde, at vi ikke kan komme på sommerferie, lød det fra en deltager.

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal indsamles et større beløb til køb af Asaa Skole, blev også rejst. Det kunne kassereren svare nej til.

- Friskolen har i øjeblikket 160 elever og har ikke plads til flere. Hvis vi samarbejder med Asaa Skole, så får vi masser af plads til flere elever, og får vi bare 50-60 mere, så løber det hele rundt økonomisk, og der skal ikke indsamles penge, sagde han.

Fra det samlede panel blev det også slået fast, at selv om man indgår et samarbejde, skal der fortsat være skole og børnehave i begge byer.

Positiv stemning

Stemningen for et samarbejde var hos de fleste positiv, men en enkelt havde dog et godt råd, inden man indleder det. Han opfordrede alle til at bruge stemmesedlen.

- Gør jeres indflydelse gældende ved kommunalvalget. Sørg for at få valgt politikere, som vil Asaa Skole, sagde han.

Der blev også spurgt ind til, hvor mange arbejdsdage man forventer, forældrene bruger på skolen, hvor rummelig skolen vil være med hensyn til børn med diagnoser og om normeringen i børnehaven.

Der var på mødet også kritiske røster. Ikke til samarbejdet, men til den måde planerne var blevet kommunikeret ud på.

- Vi føler ikke, at vi er blevet orienteret. Derfor er vi mødt op her i aften for at få viden. Det, føler vi ikke, er i orden, sagde et par frustrerede forældre fra Agersted.

På mødet blev det flere gange understreget, at Agersted Friskole og dens bestyrelse er klar til samarbejdet. Hvis det skal realiseres, skal det dog vedtages på en generalforsamling.

Som afslutning på mødet blev alle opfordret til at give deres stemme til kende ved en skriftlig afstemning, hvor forældre og borgere kunne stemme. Her stemte 33 borgere ja, tre nej, mens der var tre blanke. Hos forældrene stemte 65 ja og en enkelt nej.

- 94% af de fremmødte stemte ja til forslaget om et samarbejde mellem Asaa Skole og Agersted Friskole, så nu har vi noget konkret at arbejde videre med, kunne Jørgen Severinsen konstatere dagen efter det velbesøgte møde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste