Billede beskrivelse

15-årige Magnus gennemførte sit første maratonløb

12. april 2022 kl. 07.30

Det var en flok særdeles erfarne maratonløbere, der stillede op til løb i Dronninglund lige før påske. De omkring 100 løbere havde tilsammen løbet 18.853 maratonløb, så det var ben, der havde prøvet at løbe de 42,195 kilometer mange gange. Der var dog også en debutant.

Nemlig 15-årige Magnus Schmidt fra Dronninglund. Han gennemførte sin første halvmaraton som 10-årig, men havde aldrig løbe en rigtig maraton. Inden starten var han dog ikke i tvivl om, at han kunne gennemføre løbet.

- Jeg har løbet i mange år, og jeg træner to gange om ugen, så jeg satser på at kunne gennemføre, sagde han.

Det kunne han, og det i en flot tid på 4 timer og 14 minutter.

Løbet i Dronninglund var stablet på benene af en gruppe nordjyske arrangører af maratonløb. Efter en længere periode, hvor alle større løbsarrangementer ligesom så mange andre arrangementer har været aflyst eller stærkt reduceret, var interessen for at deltage stor, og der mødte løbere fra hele landet op.

- Det er en sand stjerneparade af erfarne maratonløbere, sagde en af arrangørerne og selv aktiv deltager, Bjarne Jensen fra Hals.

- Der er løbere, der allerede har løbet over 800 løb, og løbet er stærkt besat af både mænd og kvinder. De fleste er medlemmer af Klub100 Marathon Danmark og har således gennemført over 100 maraton, fortalte den erfarne løber inden starten.

Billede beskrivelse

Der var start henholdsvis klokken 09.00 og klokken 10.00 fra Dronninglund Hallerne, hvorfra ruten på godt seks km gik forbi gymnasiet, kirken, slottet og videre ad Øster Hassingvej, Ulstedvej, Rørholtvej og retur til hallen. Ruten skulle gennemløbes godt 7 gange.

Arrangementet blev støttet af den landsdækkende forening Klub100 Marathon Danmark, der også sørgede for både suppe, kaffe og kage efter løbet i hallens cafeteria. Foreningens formål er at samle erfarne maratonløbere i en landsdækkende forening og at udbrede kendskabet til maratonløb. Foreningen vil ligeledes gerne fremme løbesporten og arbejder for at øge fysisk og sund livsstil. Foreningen er medlem af Dansk Atletik Forbund og Dansk Idrætsforbund.

I spidsen for det nordjyske arrangement stod de to lokale løbere, Jesper Eegholm fra Hjallerup og Bjarne Jensen fra Hals, der hver især har løbet mere end henholdsvis 300 og 400 maratonløb.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste