100-årig blev fejret
Esther Jørgensen modtog masser af lykønskninger og buketter på den runde dag
BRØNDERSLEV: Flagene og det gode humør var fremme, da Esther Jørgensens meget runde dag blev fejret på Friplejehjemmet Vivaldi - hun rundede 100 år.
Det tiltrak en masse gæster til hjemmets gildesal, hvor der var dækket op ved to langborde, og den stod på lagkage og et glas.
Esther Jørgensen fik også et lykønskningsbrev var Dronningen, som hun læste højt, og det strømmede ind med gæster, der ville sige tillykke, og hun modtog mange flotte buketter.
Plejehjemmets forstander, Aleksia Bertelsen, skålede og ønskede tillykke.
Også viceborgmester Karsten Frederiksen var mødt op og holdt tale. Og der blev sunget fødselsdagssang.
Esther Jørgensen stammer fra Sterup, og hun har boet hjemme indtil for nylig - hvor hun altså flyttede på plejehjem i en alder af 99 år.