Billede beskrivelse

Markant og meget synlig grund sat til salg: - Den ligger direkte i indkørslen til Brønderslev by

Nu kan man købe en stor erhvervsgrund lige ved indgangen til Brønderslev - der kan bygges lidt af hvert på den

02. februar 2023 kl. 16.01
Opdateret 04. februar 2023 kl. 18.03

BRØNDERSLEV: - Den ligger jo sindssygt godt.

Sådan beskriver erhvervschef i Brønderslev, Marianne Gade, en ny grund, der er kommet til salg i byen. Den ligger i rundkørslen, lige når man er kørt af motorvejsafkørslen Brønderslev C. 

- Den ligger nærmest lige midt i rundkørslen, der hvor alle kører ind i byen. Det er svært at få en mere synlig beliggenhed end der, mener Marianne Gade.

Grunden ligger skråt overfor Bondestuen og lige overfor det ny butiksområde med Dollar Store, Harald Nyborg, Jysk og flere andre.

- Den ligger direkte i indkørslen til Brønderslev by. Plus den ligger ved siden af store kæder, som trækker rigtig mange også udefra hertil. Det gør den utrolig attraktiv efter min mening, forklarer Marianne Gade, som er blandet lidt ind i salget på den måde, at Brønderslev Erhverv er med til at markedsføre byens erhvervsgrunde.

Hvis man gerne vil ses

Grunden er på cirka 5000 kvadratmeter, hvoraf ca. 1500 kvadratmeter kan bebygges. Det er 2W Ejendomme Aps, som har den til salg.

- Hvis man gerne vil ses, så er det et godt sted at være, fortæller Per Lentz, der er medejer af 2W Ejendomme.

Han fortæller, at grunden strækker sig omtrent 100 meter langs Aalborgvej og 50 meter ned ad Bredgade.

- Det er en rektangulær grund på 100 gange 50 meter i runde tal, fortæller Per Lentz.

 Grunden rummer også de tre første huse i Bredgade, det er nummer 212, 214 og 216, og det er meningen, at de huse skal rives ned. Der har været lejere i bygningerne, som er opsagt, og husene har stået tomme i et par år.

Per Lentz mener, at der er flere muligheder for at bygge forskellige forretninger på grunden.

- Det kunne jo være noget af dét, der kaldes en boksforretning, siger Per Lentz.

Han forestiller sig, at det for eksempel kunne blive til en forretning med babytøj eller et tankanlæg med ladestationer. Det kunne også være Power eller Elgiganten eller en anden forretning med hvidevarer.

- Der er muligheder, det er der bestemt. Det kan blive en forretning, der vil falde ind i det miljø, der er lavet på den anden side, mener Per Lentz, der melder om, at der har været en del interesse for grunden.

Kendt som Julehuset

Marianne Gade kan godt se det for sig med en af de store kædeforretninger på grunden.

- Det kunne være en Elgigant eller Power eller noget af den type, for dem har vi ikke i vores område. Dem skal man køre til, som det ser ud i dag, siger hun.

Billede beskrivelse

Køberen skal selv rive de tre huse ned, der i dag ligger på grunden. Det ene hus er i øvrigt kendt som Julehuset - for et par år siden blev det hvert år pyntet meget flot og omfattende op til jul, og med husets synlige beliggenhed blev det bemærket af mange.

Grunden er sat til salg hos EDC Poul Anker Bech til en pris af 2.450.000 kroner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste