Marie Frank giver koncert i Brønderslev - og BAS har også quiz, bio, stand up og meget mere på programmet
Brønderslev Amatør Scene (BAS) har en del på programmet i efteråret, og noget af det kan de fortælle om allerede nu. De melder i en pressemeddelelse, at efteråret byder på jazz, quiz, standup og meget andet.
- Vores biograf viser film onsdag, torsdag, fredag og søndag, som den plejer, oplyser Arne Mogensen fra BAS, og han peger på, at meget af efterårets program allerede er på plads.
- I september er der standup med Jakob Svendsen, som har gang i sin succesfulde turne med sit soloshow, som i foråret flere gange spillede for udsolgte sale. Og så er det også i september, der er jazz i BASaren. Nærmere bestemt 23. september, hvor et 6-mandsorkester under ledelse af Jens Nørholm og Mette Halle kommer forbi, skriver han.
Oktober byder på popquiz om de seneste 40 års popmusik, og så kommer Marie Frank forbi med hendes orkester.
- Så der er lagt op til noget for enhver smag, og lad os se, om der ikke også dukker noget juleteater og noget andet op, skriver Arne Mogensen.