Man kan gå på biblioteket og bliv lidt klogere om meget store emner
BRØNDERSLEV: Der er virkelig noget for enhver smag - og enhver hjernecelle - i efterårets "Offentlige foredrag i Naturvidenskab" fra Aarhus Universitet, som kan følges direkte på storskærm på Brønderslev Bibliotek.
Emnerne dækker fra noget noget nær det mindst mulige - bakterier, virus og svampe i vores tarmsystem - til noget gigantisk stort og uforståeligt: Er der liv i universet udover på vores egen jord?
Her er en kort gennemgang af efterårets emner:
Den 23. september fortæller DNA-forsker Oluf Borbye Pedersen under overskriften "Styrk dit tarmmikrobiom og hold dig rask" om hvordan mikroskopiske ting i vores tarmsystem påvirker vores helbred:
- Bliv klogere på hvordan bakterier, virus og svampe der lever i din tarm, påvirker alle kroppens organer på godt og ondt, og hvordan du med dit valg af livsstil selv bestemmer om de arbejder for at fremme dit helbred eller nedbryde det.
Den 7. oktober er det havmiljøforsker Stiig Markager, der sætter fokus på "Havets kollaps og vejen tilbage":
- Havet omkring Danmark lider og det moderne landbrug bærer en stor del af skylden. Hør om havets tilstand i 2025, de sidste 100 års udvikling og hvordan den grønne trepartsaftale lægger op til at vi ruller udviklingen tilbage og giver naturen mere plads.
Den 21. oktober tager zoofysiolog Tobias Wang fat på emnet "Forædlingen af mennesket – før og nu":
- Hør om hvordan nutidens enorme landvindinger inden for genterapi og genetiske tests – fx fosterdiagnostik – skaber vigtige etiske dilemmaer som flere og flere af os vil stifte bekendtskab med – fx når vi bliver syge, når vi er pårørende og når vi får børn eller fravælger at få dem.
Den 28. oktober holder tematikken sig delvist til de meget små ting i os mennesker, når bioinformatiker Mikkel Heide Schierup og arkæolog Felix Riede fortæller om, at "DNA og fossiler udvider vores stamtræ":
- Genetiske undersøgelser af forhistorisk DNA fortæller os hvilke af de tidligere menneskearter der med sikkerhed mødte hinanden, mens arkæologien fortæller os om hvad de foretog sig. Storslåede og nogle gange mislykkede migrationer bragte mennesket kloden rundt i takt med at klimaet ændrede sig og til tider voldsomme begivenheder tvang dem på flugt. Afgørende teknologiske innovationer gjorde det muligt for nogle menneskearter at udforske helt nye himmelstrøg og fra omkring 30.000 år siden var der blot én art af mennesker tilbage – os.
Den 11. november vil astrobiolog Liv Hornekær og astrokemiker Kai Finster prøve at give nogle svar på det store spørgsmål, som vi mennesker har stillet os selv - om ikke til alle tider så i hvert fald så længe vi har været bevidste om det (formodentlig) uendelige univers; "Kan vi finde liv udenfor Jorden?
- Liv, som vi kender det, kræver flydende vand, energi og de komplekse organiske molekyler som udgør livets byggesten – byggesten som måske er kommet fra rummet. Men hvad er liv? Kan det opstå under andre betingelser? Kan vi mon finde liv uden for Jorden?
Ved efterårets sidste foredrag ugen efter, den 18. november, kigger datalog Kasper Green Larsen og antropolog Andreas Roepstorff ind i en stadig lidt gådefuld - og for mange nok lidt skræmmende fremtid: "Kunstig intelligens: fra IT til samfund":
- Kunstig intelligens er på rekordtid gået fra at være et nørdet sci-fi emne til at blive en uomgængelig del af hverdagen. Det findes overalt, fra store sprogmodeller til græsslåningsrobotter. Tilsyneladende er det en nyttig teknologi, der kan effektivisere en lang række sektorer i samfundet og gøre mange aspekter af vores liv lettere, men samtidig er der en vis frygt for, hvordan det kan ændre ”livet som vi kender det”. Hvad bør vi vide og hvad kan vi tro på i omgangen med det?
Så hvis man vil være lidt klogere på vores eksistens og den verden, der omgiver os, så er det om at gå en tur på biblioteket. Foredragene forgår alle på tirsdage aftener. De bliver livestreamet fra Aarhus Universitet til en lang række lokaliteter over hele landet - altså også til Brønderslev Bibliotek. Der er gratis adgang.
Så hvis man har lidt tid til overs til at blive lidt klogere, så er der gode muligheder i efteråret.