Vådt fra oven og til ganen
Selv om vejrguderne bestemt ikke var med arrangørerne, så var der alligevel højt humør i Brønderslevs gader, fredag og lørdag.
Endnu engang var der inviteret til Nordjysk Vinfestival med et væld af leverandører og mange flere vinglade gæster.
Små 30 stande indrammede Bredgade, Mejlstedgade og Algade via en vinrute, hvor der blev budt på både smagsprøver og god rådgivning. Ligeledes var der masser af muligheder for at stille sulten i diverse madboder.
Nordjysk Vinfestival har været afviklet siden 2019, og mens arrangørgruppen udtrykker tilfredshed, så kan de atter takke de frivillige fra BI-håndbold.
Klubben bidrog således på ny med hænder til festivalen, der også denne gang tiltrak gæster fra store dele af landet.