- Vi kan godt mærke, at rigtig mange gerne vil ud og være sammen med andre mennesker, siger Søren Flodgaard, som fik ideen til Nordjysk Vinfestival i 2015. Arkivfoto: Henrik Louis
Mad & Drikke

Store forventninger til vinfestival i Brønderslev

I år vender Nordjysk Vinfestival tilbage til Brønderslevs gader - nemlig 10. og 11. juni. Arrangørerne forventer omkring 40 boder og op mod 2500 gæster.

05. maj 2022 kl. 06:00

- Alt peger i retning af, at årets vinfestival bliver rigtig god i år. Med omkring 40 boder med vin og mad og op mod 2500 gæster. Forhåndsinteressen er stor, og vi kan mærke, at mange er klar til at komme ud og hygge sig sammen med andre mennesker.

Det siger Søren Flodgaard, som var manden, der i 2015 fik ideen til Nordjysk Vinfestival. Festivalen har siden været afviklet en gang om året undtagen i 2020, hvor den var aflyst på grund af corona-situatitionen. I 2021 blev festivalen afviklet - men i en online version.

Årets udgave af Nordjysk Vinfestival kommer til at fungere som i 2019 - bare i en lidt større udgave.

- Man køber en billet, som man bytter til et vinglas, der giver ret til smagsprøver i boderne. Vi opstiller højttalere, der spiller hyggemusik rundt om på ruten, som ligesom tidligere danner en trekant mellem Bredgade, Mejlstedgade og Algade, siger Søren Flodgaard.

Arrangørerne har ligesom tidligere lavet en aftale med NT og Nordjyske Jernbaner som indebærer, at man kan ombytte sin billet til vinfestivalen til en gratis køretur mellem Aalborg, Hjørring og Brønderslev og dermed ikke behøver tænke på bilkørsel efter de mange smagsprøver. Og der arbejdes sammen med Brønderslev Idrætsforening, som stiller med et antal praktiske hjælpere mod en god andel af overskuddet.

- Det er et fuldstændig uundværligt samarbejde vi har haft alle årene. Vi er seks i styregruppen, og vi har rigeligt at lave - så uden hjælp fra BI gik det ikke, siger Søren Flodgaard og nævner bl.a. at der skal hentes 12 tons is fra et frysehus i Hirtshals.

- Det skal så efterfølgende køres ud til standende i murbaljer på en trailer, så der altid er kold hvidvin klar, siger han.

Styregruppen bag Nordjysk Vinfestival består af: Allan Have Jensen, Søren Flodgaard, Finn Aarosin, Per Rank Møller, Kristian Jepsen og Klaus Klæstrup.

Festivalen er åben fredag 10. juni kl. 16-20 og lørdag 11. juni kl. 11-15.

Nordjysk Vinfestival vender i år tilbage til gaderne i Brønderslev til to glade dage, hvor vininteresserede kan mødes til vinsnak og ditto smagning. Forhåndsinteressen tyder på, at deltagerantallet vil sætte rekord Foto: Claus Søndberg
Annonceret indhold

Nyeste