Smagen siger alt: Italiensk familie har åbnet pizzeria
VESTERHJERMITSLEV: Det er ikke hver dag, at en lille nordjysk landsby prydes af et stykke Italien.
Det er dog præcis, hvad der er sket i Vester Hjermitslev vest for Brønderslev. Her har Antonio Castagnella slået sig ned med hustruen Katia samt parrets fire børn og åbnet Pizzeria Vaffan på Assenbækvej 14.
Stedet byder på autentiske klassikere med dybe rødder i det italienske køkken.
Familien flyttede til Danmark for omkring et år siden efter flere års ferier og campingophold i Nordjylland.
- Vi blev forelskede i roen, naturen og menneskene heroppe. Danmark. Især Vendsyssel føltes hurtigt som det rigtige sted for os. Vi ville gerne prøve noget nyt, og derfor tog vi den store beslutning at bytte Italien ud med Vester Hjermitslev, forklarer Antonio.
Travl opstart
Erfaringen fejler dog intet. Familien har tidligere drevet restaurant i Milano og gennem de seneste ti år også i Piemonte-regionen omkring Genova.
Den italienske arv afspejler sig tydeligt på menukortet hos Vaffan, hvor gæsterne kan vælge mellem et bredt udvalg af pizzaer, pastaretter og klassiske hovedretter. Ligeledes tilbydes salater og italienske småkager. Hver dag kan kunderne desuden købe friskbagt pane-brød i den hyggelige butik.
Vaffan åbnede dørene den 12. december, og siden har der været travlt. – Det har været helt overvældende. Kunderne kommer ikke kun fra Vester Hjermitslev, men også fra Brønderslev, Saltum, Aabybro og andre omegnsbyer, fortæller Antonio. Han oplever også, at mange lastbilchauffører gør stop i byen for at spise.
Vil også åbne isbutik
Familien har selv sat lokalerne i stand med moderne køkkenfaciliteter og et indbydende bestillingslokale. I dagligdagen hjælpes de ad. Katia fungerer som højre hånd i køkkenet, mens de to ældste børn, Francesco og Martina, træder til efter skoletid.
Og ambitionerne rækker længere endnu. Familien arbejder allerede på planer om at åbne en lille butik med salg af is og kager.
- Is har en særlig plads i den italienske madkultur, beretter Antonio.
- Den tradition vil vi gerne dele her i Vester Hjermitslev. Vi håber på at realisere planerne i løbet af et års tid. Foreløbig glæder vi os dog over en rigtig god opstart i pizzeriaet, hvor vi har hænderne fulde.
Vaffan holder åbent alle ugens dage med undtagelse af mandage.
Stedet bærer i øvrigt undertitlen “Quando serve dirlo ma con gusto”. Det betyder noget i retning af: “Når smagen betyder alt.”