
Se billederne: Lederhosen, schnitzler og højt humør til tyrolerfest
Efter en pause på tre år var det lørdag 17. september igen blevet tid til tyrolerfest på Gæstgivergaarden i Gandrup.
150 feststemte sjæle i sydtysk forklædning havde taget imod invitationen til en forrygende aften med alt, hvad afterskiing nordenfjords ellers har at byde på.

I modsætning til tidligere var det dog ikke Gæstgivergaarden og krovært Michael Højer, der indtog rollen som arrangør. I stedet havde den lokale håndboldklub overtaget tøjlerne på en aften, hvor Gæstgivergaarden til gengæld leverede de hyggelige rammer og den indbydende mad.
Sidstnævnte var i øvrigt lidt af et udstyrsstykke udi gedigen tung tyrolerkost bestående af såvel puffede svineskanke som skinkeschnitzler, wienerdrenge og kyllingelår. Dette blev toppet med brasede kartofler, skysovs og spidskålssalat. Og natmaden? Nå, ja, frankfurtere med kartoffelsalat, selvklart.

Det hele blev naturligvis skyllet ned med masser af øl - i rigtige krus, vel at mærke, for som Michael Højer konstaterede:
- Skal der være tyrolerfest, så går det ikke med fadøl i plast!
Kroværten havde desuden sørget for rigelige mængder af Jægermeister til de tørstige gæster, der også kunne muntre sig med ”Tirolerband Aalburg” suppleret af dansevenlige toner fra DJ Marvi.
- Vi er rigtig glade for samarbejdet med Gæstgivergården, lyder det fra Morten Kam fra håndboldbestyrelsen i Vester Hassing GF.
- Vi har jo indledt et samarbejde med Gandrup-Holtet Håndbold, så en god fest her i Gandrup er også med til at styrke sammenholdet, tilføjer Morten Kam, der suppleres af Michael Højer.

- Jeg er bare glad for, at folk igen har lyst til at samles til tyrolerfest. Vi var ved at få gang i en tradition, inden corona stoppede det hele. Nu kan vi forhåbentlig fortsætte, hvor vi slap, tilføjer værten, der naturligvis selv var iført stramme lederhosen og tyrolerhat.