Billede beskrivelse

Samim er kommet godt fra land i Brønderslev: Særligt én specialitet hitter lige nu

16. november 2025 kl. 11.46

BRØNDERSLEV: Siden åbningen i juni har nytilkomne Bogø Sandwich i Algade haft godt tag i Brønderslev. 

Indehaver Samim Alizai glæder sig over en positiv modtagelse og stor travlhed. Han fremhæver blandt andet det faktum, at Bogø Sandwich appellerer til et bredt publikum.

– Vi betjener alt fra børnefamilier og skoleelever til håndværkere og pendlere. Vores omfattende menukort gør, at vi har mad til enhver smag og lejlighed, lyder det fra Samim.

Han hæfter sig i samme ombæring ved kompagnonen Mario El Hajj. Sidstnævnte driver Wasabi Sushi i de samme lokaler. 

– Det er en god kombination. Især når der kommer familier herind. Kvinderne vælger ofte sushi, mens mændene som regel foretrækker kødretter Det er et perfekt match, smiler Samim.

Trives som chef

Bag disken står et dedikeret team bestående af to fuldtidsansatte og en række ungarbejdere. 

For nyligt er Samims hustru, Trine, også trådt ind i rollen som en del af driften. 

Billede beskrivelse

Selv kalder Samim sig lidt af en blæksprutte. Han står for såvel administrative opgaver som daglig kundekontakt, tilberedning og servering.

– Jeg trives som chef. Jeg behøver ikke at kigge mine medarbejdere over skulderen. De er dygtige og ansvarlige – jeg sørger bare for, at det hele kører, forklarer han.

Forskellen kan smages

Kvalitet er et nøgleord hos Bogø. 

Udover de klassiske sandwiches fremhæver Samim især de ægte kebabretter, lavet med skårede skiver af kød. Det står ifølge indehaveren i skarp kontrast til tendensen med hakket fyld mange andre steder. 

– Forskellen kan smages. Det er vigtigt for os, at vi kan stå fuldt ud inde for vores produkter. Ikke kun i forhold til kebab, men i alt, hvad vi serverer, konstaterer Samim.

Billede beskrivelse

Nu også stjerneskud

Fra menukortet kan desuden nævnes burgere, pita, diverse varme retter, salatbowls og en lang række børneretter. I Brønderslev er stjerneskud nu også kommet på kortet, hvilket har skabt ekstra travlhed de seneste dage. 

– Kunderne har virkelig fået øje på, at stjerneskud nu også kan bestilles hos os. Vi har haft rigtig mange bestillinger på netop den specialitet, lyder det fra Samim.

Bogø Sandwich er efterhånden bredt funderet i Nordjylland. Efter åbningen i Brønderslev tæller kæden nu otte adresser. Samim er desuden medindehaver af to Bogø-afdelinger i Aalborg.

Wasabi Sushi omfatter i alt fem nordjyske afdelinger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste