Billede beskrivelse

Ny ejer: - Sovsen skal smage som den altid har gjort

12. juni 2023 kl. 12.01
Opdateret 21. juni 2023 kl. 14.44

Vivi og Thomas Gregersen var i foråret nødsagede til at lukke Restaurant Carl Frederik i Hals efter 23 år som indehavere.

Årsagen skulle findes i manglen på personale. Det var ganske enkelt umuligt at skaffe det nødvendige antal hænder. Alligevel lykkedes det at finde en ny indehaver. Serdal Demiraslan har overtaget restauranten. 

Restaurant Carl Frederik er genåbnet med en vision om at videreføre traditionerne om veltilberedt dansk mad kombineret med sprøde grillretter. 

- Vi laver ikke noget om, lyder det fra Serdal. 

- Restaurant Carl Frederik har i over 30 år været et kendetegn for Hals Havn. Stedet har masser af stamkunder og mange er kørt til Hals kun for at besøge Carl Frederik. Så vi skal ikke ændre noget. Faktisk gør vi en dyd ud af videreføre alt i Vivi og Thomas’ ånd. Vi har brugt en del tid på at lære deres opskrifter at kende. Sovsen skal smage som den altid har gjort. Det samme skal frikadellerne og det stegte flæsk med persillesovs, tilføjer Serdal, der glæder sig over en god opstart. 

Åbent hele året

- Vi har været i gang i nogle uger, og folk er virkelig glade. Mange kommer ind og roser os for, at vi er startet op. Det lover godt, og jeg håber vi får en god sommer, fastslår indehaveren. 

Han regner i øvrigt med at holde åben hele året. 

- Det er i hvert fald planen. Der er behov for liv på havnen, og så kan det godt være, at vi ikke har den helt store omsætning i november eller januar. Dybest set har jeg gjort det her for byens skyld. Jeg synes det er utrolig vigtigt, at vi beholder en restaurant som denne her i Hals. Carl Frederik er kendt viden om, og da jeg så, at Vivi og Thomas gerne ville sælge, så var jeg ikke længe om at betænke mig, siger Serdal. 

- Jeg har arbejdet i branchen i mange år og har altid haft lyst til at drive et sted med traditionel dansk mad på menuen. Det har vi her på Carl Frederik, hvor vi desuden kan prale af en rigtig god udsigt - direkte ud over havnen.

Restaurant Carl Frederik holder åben alle ugens dage mellem 11.30 og 20.30.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste