Vester Hassing Kro var engang byens eksklusive samlingssted. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen
Mad og drikke

Nedslidt kro solgt: - Der er ikke noget, der ikke skal restaureres

30. marts 2022 kl. 09:58

For 40 år siden var kroen i Vester Hassing nyrenoveret og kunne måle sig med fine Ambassadeur inde i Aalborg. Kroen var eksklusivt indrettet med bløde stole og plys på sæderne, stuk og bonede gulve.

Herinde spillede Kim Larsen, da Johannes Svaneborg holdt bryllup i et tilstødende lokale i 1983. Vester Hassing Kros ubetingede storhedstid.

- Kroen var flot med en god stil og helt nyrenoveret. Den var byens samlingspunkt, og alle holdt deres fester der, fortæller Johannes Svaneborg, der også er formand i byens borgerforening.

Som engageret i foreningslivet ærgrer han sig også over, at kroen i flere år ikke har været tilgængelig til småmøder og fester.

Pubben på kroen blev holdt i et golf- og jagt-tema bygget op omkring kroens gamle bar. Spændende hvad den nye ejer gør med den. Foto: Allan Mortensen

- Det er brandærgerligt, at kroen ikke har kunnet køre videre. Der er en helt anden stemning, når man sidder i en krostue, end når vi som nu er nødt til at sidde i et upersonligt lokale i VHG-hallen , siger han.

- Den sidste ejer prøvede at få borgerne til at spise brunch på kroen, men da var løbet ligesom kørt, og folk var blevet vant til at tage til Aalborg, siger Johannes Svaneborg.

Men det betyder nok ikke så meget for den nye ejer, Lars Nielsen, ejendomsudvikler fra Fjordhusene I/S.

Han har ikke helt besluttet sig for, hvad der skal ske med kroen, men den hvide hovedbygning består, og så skal der mere end knofedt til.

- Der er ikke noget, der ikke skal restaureres, og der er også større arbejder, før bygningerne kan tages i brug på ny. Hovedbygningen skal have nyt tag, og de gamle bygninger bagved er faktisk ulovlige, og vigtige redningsåbninger i seks af lejlighederne mangler. Så kroen er ikke bare lige til at flytte ind i, siger Lars Nielsen.

Når den fredede hovedbygning er renoveret, så bliver der nok ikke krodrift igen.

- Jeg har bedt min ejendomsmægler om at finde ud af, om der er basis for at have erhvervslejemål i stueetagen, det er vi ved at undersøge, siger Lars Nielsen.

Kroen var i første omgang sat til salg til 4,5 mio. kroner og blev siden sat ned til 2,5 mio. kroner. Den endte med at blive solgt for 1,3 mio. kroner.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu