Marius Moen Flytkjær er den nye ejer af Ældedolken i Brønderslev. Privatfoto
Mad og drikke

Marius er den nye ejer af Ædedolken - den åbner på tirsdag

23. juli 2022 kl. 11:00

Grillbaren Ædedolken i Brønderslev er blevet solgt, og den nye ejer er Marius Moen Flytkjær, som åbner spisestedet tirsdag 26. juli klokken 16.

Han kommer fra forsikringsbranchen, men har også tidligere været ejer af Vejgaard Torv Grill og Pølser.

Han sprang til, da han så, at den gamle ejer satte Ædedolken til salg.

- Jeg syntes, det virkede interessant. Jeg kan godt lide servicefaget, og man har altid travlt og yder en god service overfor kunderne. Og så kan jeg godt lide at se tingene blomstre, fortæller Marius Moen Flytkjær, der selv kommer til at lægge mange timer i Ædedolken, hvor kunderne kommer til at møde ham i flere funktioner - han skal både lave mad og stå ved kassen.

En anden ting, som tiltalte ham ved at blive den nye ejer at Ædedolken var, at han bliver selvstændig.

- Jeg kan godt lide friheden i, at man er sin egen chef og er herre over hvordan og hvorledes.

Marius Moen Flytkjær bor i Aalborg, og han ser gode udviklingsmuligheder i Brønderslev.

Han vil også indføre en ændring i Ædedolken.

- Vi vil sælge bland selv slik og en masse børneslik, som man kender fra gamle dage. Alle de ting, man ikke lige sådan kan gå ned og købe i et supermarked, fortæller Marius Moen Flytkjær.

Kunderne kommer både til at møde nyt personale og nogle af dem, der også var i Ædedolken før.

Åbningstiderne bliver fra 16-21 alle dage undtagen mandag, hvor der er lukket.

Nyeste