Derfor har Restaurant Sason særligt fokus
Tidligere på året udgav Restaurant Sason i Brønderslev en lille tekst på deres facebookside. Lone Nedergaard fra virksomheden Grib har skrevet den til Sason, og den lyder sådan her:
At føle sig velkommen
Vi mennesker har brug for at føle os velkomne, når vi træder ind af en dør. Det er rart at få et smil, få øjenkontakt, blive taget imod. Ja, faktisk kan det redde hele ens dag.
Og på en restaurant som Sason er det en del af vores dna, at vi gerne vil, alle gæster skal føle sig set, føle vores hjertelighed, mærke at vi nyder, I har valgt at besøge os.
Jeg ønsker jer en dejlig start på weekenden.
Smil med øjnene min ven.
Så åbner du folks hjerter, og dit eget også.
Teksten rammer ind, hvordan Sason gerne vil have, at gæsterne skal opleve at komme i restauranten. For det betyder meget, stemningen.
- Et smil siger mere end mange ord. Når man får et smil tilbage, hjælper det med at lyse ens dag op, siger cheftjener Mathilde Baggesen.
Hun peger på, at Brønderslev er en lille by, hvor de har en god kundekreds og kundekontakt.
- Vi har nogle, der kommer her flere gange om ugen. Vi går meget op i at skabe en god stemning, fortæller Mathilde Baggesen.
Restaurantens indehaver, Hakan Sari, oplever, at det giver en varme, når kunderne vælger at komme igen.
- Vi bliver glade, når kunderne kommer tilbage, fortæller han.
- Det viser, at man gør et eller andet rigtigt i sit arbejde - at de synes, det er rart at være her, supplerer Mathilde Baggesen, der peger på, at medarbejderne har det godt med hinanden.
- Det giver noget til jobbet, at man har en god kemi med sine kolleger.

Som tjener er hun og hendes kolleger meget med til at sætte stemningen - det betyder noget, hvordan de agerer.
- Vi vægter generelt kundeservice rigtigt højt, og det er også et krav for at være tjener hernede, siger Mathilde Baggesen, der selv har været på Sason i tre år.
En tættere relation
Teksten på facebook er en af flere, som Sason i de seneste måneder har gjort sig umage med.
- Det er noget, vi er begyndt på. Vi gør det for at skabe en tættere relation til kundekredsen, hvor det ikke bare handler om et godt tilbud, fortæller Mathilde Baggesen.

Det kan være ansatte i restauranten, der skriver dem, men ofte er det Lone Marie Nedergaard, som driver virksomheden Grib, der laver teksterne til Sason, og sådan er det altså også med teksten om at følge sig velkommen - som i bund og grund handler om noget meget menneskeligt.
- Vi har alle sammen brug for at føle os set, siger Lone Marie Nedergaard, der oplever, at mange i coronaperioden har følt sig usynlige.
- Det gør virkelig en kæmpe forskel, når nogen kigger på os og viser, at de er glade for, at vi kommer. Det har vi brug for. Vi er sociale væsner, siger Lone Marie Nedergaard.

Det er også vigtigt, når man vælger at gå ud og spise.
- På en restaurant kommer man gerne sammen med nogle, man kender, for at have en god stund. For at det bliver ekstra hyggeligt, skal man mærke at dem, der har restauranten er glad for, at netop du kommer. Hvis ikke der er smil eller øjenkontakt, hygger man sig ikke - man kan endda få følelsen af at være i vejen, forklarer Lone Marie Nedergaard.
Maden er selvfølgelig vigtig, men tjenerne skal kunne mere end at servere lækker mad:
- Jeg synes, det er vigtigt i mit arbejde som tjener, at folk synes, det er rart at komme her, opsummerer Mathilde Baggesen.
Restaurant Sason har været i Brønderslev siden 2008 - den lå i Nygade de første år, hvorefter den flyttede over i Algade og blev fire gange så stor med 400 kvadratmeter.
- Det gik godt, vi manglede plads, husker Hakan Sari.
Sason er i dag arbejdsplads for 13-14 personer, heraf nogle på deltid.