Billede beskrivelse

Lokal madbutik gør klar til en ny liga

07. august 2023 kl. 12.02

Der sker store ting på Algade 68 i Brønderslev for tiden. Slagter Krabbe og Krabbes Bageri er nemlig i gang med en stor udvidelse, der blandt andet udmønter sig i, at forretningen skifter navn til Krabbes Deli.

Omvæltningen vil i første omgang skinne igennem i bagerafdelingen, hvor indehaver Allan Krabbe introducerer et helt nyt koncept. Det afspejler sig kort fortalt i en markant styrkelse af kvaliteten på både brød og kager. 

- Vi mener i al beskedenhed, at vi i forvejen leverer godt bagværk. Men nu tager vi skridtet yderligere og bevæger os op i en ny liga. Vores bagerafdeling styrkes på alle parametre. Udvalget mangedobles og produkterne bliver endnu bedre, siger Allan Krabbe. 

Han tilføjer, at bageriet således har indgået aftaler med nogle af landets bedste leverandører. Det betyder blandt andet, at kunderne fremover vil kunne sætte tænderne i franske gourmetkager og konditori, der vil forkæle både øjne og smagsløg. 

Ligeledes kommer butikken til at bugne med lækre brød i alle varianter – mange af disse baseret på surdej. 

- Jeg har nøje udvalgt de nye samarbejdspartnere. Deres råvarer og produkter bliver en hjørnesten i vores butik, hvor vi ser frem til at kunne præsentere helt friskbagte varer dagen lang, oplyser Allan Krabbe. 

- I en tid, hvor masser af bagere drejer nøglen om, så har jeg indset, at vi må gøre noget for at holde branchen inde i kampen. Udvikling er nøgleordet og jeg har syslet med den her idé i mange år. Nu er tiden inde, og selv om jeg ved, at det er en rigtig stor investering, så er jeg ikke i tvivl om, at det er den rigtige, fastslår han.

Nyt fastfoodsortiment

Udover en markant udvidelse af sortimentet af brød og kager, så introduceres ligeledes et nyt fastfood-sortiment. Bageriet kommer således til at levere specialiteter baseret på såvel brød fra eget bageri som delikatesser fra slagteren. 

- Jeg har altid ærgret mig over, at vi ikke har kunnet udnyttet vores potentiale fuldt ud, lyder det fra Allan Krabbe. 

- Vi har jo en slagterbutik, hvor vi hver dag producerer prima varer. Vi skal selvfølgelig også kunne udnytte dette i vores bageri. Det kommer vi til nu med et udvalg, som blandt andet omfatter lækre burgere med egne specialiteter såsom pulled pork, pochetta og vores egne hjemmelavede bøffer. 

Allan Krabbe oplyser videre, at målet er at ramme et endnu større segment blandt både private og erhvervsdrivende. I den forbindelse introduceres ligeledes en helt ny onlinebestilling. Dermed kan kunderne nemt sikre sig frokosten eller aftensmaden og slippe for selv at bruge tid i køkkenet. 

- Maden leveres varm og lige til at spise, forklarer Allan Krabbe, der i nu 20 år har stået i spidsen for virksomheden. 

- Det har været en lang rejse hertil. Vi har udvidet flere gange, men nu sætter vi prikken over i‘et og får den butik som jeg altid har drømt om. Jeg glæder mig helt vildt.

I forbindelse med omdannelsen holder bageriet lukket frem til den 17. august. Til den tid slår Krabbes Deli dørene op med nyt inventar, ny belysning og altså et væld af lækkerier bag disken.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste