
Henning i Pølseboden vil gerne flytte til ny placering i byen
Henning Larsen har siden 1. december været at finde som pølsemand i Pølseboden i Brønderslev - han skiftede dengang jobbet som jord- og betonmand ud med et job som pølsemand.
Men nu har han fået en idé om et skifte i en anden boldgade - han kunne godt tænke sig at få lov at flytte Pølseboden til et andet sted i byen.
- Jeg har lavet en ansøgning om at flytte et andet sted hen. Jeg har overvejet det og er ved at undersøge, om det kunne være ved Løvbjerg. Det kunne være fint at stå på det hjørne over mod Føtex, mener Henning Larsen.
Han oplyser, at han foreløbig har talt med kommunen, som vil undersøge, hvordan ejerforholdene er på grunden.
Henning Larsen tror, at Pølseboden kan få et bedre liv der.
- Der er mere liv derude. Man kan jo sige, at Brønderslev dør jo klokken 17 herinde i byen, når butikkerne lukket, fortæller han.
Han peger på, at det er vigtigt at tænke det godt igennem.
- Jeg tror, det er den bedste plads på længere sigt, hvis Pølseboden skal overleve. Den skal stadig gerne kunne eksistere om to-tre år, og det er jeg bange for, at den ikke kan, hvis den bliver inde i byen, lyder Henning Larsens vurdering.

Ønsket om at flytte hænger også sammen med det omfattende byggeri, der er i gang på Banegårdspladsen, og hvor der også er flere boliger på vej.
- Når byggeriet kommer, kommer der ikke rigtigt noget parkering, siger Henning Larsen.
Han peger på, at gode parkeringsforhold er utroligt vigtigt for at tiltrække kunder.
- Hvis ikke man kan køre lige til døren, så kører man et andet sted han, oplever han.
Det aktuelle byggeri af en busperron har gjort, at det er svært at parkere ved Pølseboden - der er derfor blevet optegnet to gule midlertidige p-pladser lige ved Pølseboden, mens de mange p-pladser på Banegårdspladsen er spærret af under byggeriet.

Siden de to nye pladser kom, er det blevet lettere for kunderne at nå frem til Pølseboden.
- Det går da bedre, men det er ikke 100 procent oppe at ringe endnu. Men det bliver det vel, nu er de vel også snart færdige, siger Henning Larsen.
Da Henning Larsen blev pølsemand, var det en drøm, der fik i opfyldelse. Og han er stadig glad for sit skifte.
- Ja, det er jeg da. Jeg er glad for at være her. Jeg kan også mærke, at det bliver bedre og bedre, og det er værd at kæmpe lidt for det, siger han.