Gin, vin og hornmusik: Ærgerlig formand ønsker sig større opbakning
ØSTERHJERMITSLEV: Det blev en herlig lørdag eftermiddag i Ungdomshuset i Øster Hjermitslev.
Her havde idræts- og borgerforeningen kaldt til samling til gin- og vinsmagning med den lokale vinbonde Jan Lunde. Sidstnævnte præsenterede fem slags vine og 3 varianter af gin på en eftermiddag, hvor der også blev serveret tapas.
Ligeledes bidrog Brønderslev Harmoniorkester på festlig manér med slagere som supplement til dråberne.
- Desværre er deltagerantallet alt for lavt, lyder det fra formand, Camilla Kristina Pedersen.
- Kun 19 personer har tilmeldt sig, men et arrangement som dette fortjener langt større opbakning. Vi vender nu nok tilbage en anden gang alligevel, fastslår hun og takker desuden for sponsoropbakning fra Meny i Saltum og Pandrup Bageri.
ØHIB er i øvrigt allerede på banen den 2. oktober med fællesspisning.
Her står den på stegt flæsk med persillesovs. Den 12. november afvikles desuden det store julemarked. Dette arrangement har for vane at trække fuldt hus.