Indehaver af Sason Pizza- & Steakhouse, Hakan Sari flankeret af de to tjenere Jawad Falih og Jensine Leth. Foto: Allan Mortensen
Mad og drikke

Genåbning af restauranterne skabte travlhed på Sason i Brønderslev

22. april 2021 kl. 14:08
Indehaver af Sason Pizza- & Steakhouse, Hakan Sari flankeret af de to tjenere Jawad Falih og Jensine Leth. Foto: Allan Mortensen Allan Mortensen
Keld og Heidi Hollen fra Brønderslev havde taget sønnen Mathias og svigerdatteren Julie med på restaurant på genåbningsaftenen. Foto: Allan Mortensen Allan Mortensen

Mens der for nylig blev indgået en politisk aftale om genåbningen af Danmark, så kunne restauranter, caféer, barer og værtshuse onsdag atter slå dørene op. Det skabte ikke uventet travlhed på mange spisesteder, der igen kunne byde gæsterne velkommen.

Det afspejlede sig ikke mindst på Sason Pizza- & Steakhouse i Algade i Brønderslev. Her havde personalet travlt allerede på åbningsaftenen, hvor mange stamgæster igen benyttede muligheden for at nyde stedets atmosfære.

- Vi er meget glade for, at vi nu igen kan byde vores gæster velkommen i restauranten, siger Indehaver Hakan Sari.

- Restauranten har været lukket ned i fire måneder, hvor vi godt nok har leveret take away, men hvor ingen har kunnet spise her. Det har vi savnet, for vi brænder jo for at servicere vores gæster med god mad og god betjening, konstaterer Hakan Sari.

Han frygter dog, at endnu en corona-bølge igen skal lamme branchen.

- Det er jo sket andre steder. Eksempelvis i Tyskland og Tyrkiet. Så det er også lidt med blandede følelser, at vi igen åbner. Det vil være forfærdeligt at skulle lukke igen, og vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan for at minimere smitterisikoen, tilføjer indehaveren, der imødeser et travlt forår.

- Folk har i den grad savnet at komme ud, og vi glæder os til at byde dem velkomne, konstaterer han.

Det sidste fik blandt andre Keld og Heidi Hollen, sønnen Mathias og svigerdatteren Julie at mærke, da de onsdag aften gæstede Sason Pizza- & Steakhouse.

- Det er bare skønt igen at kunne tage på restaurant. Vi besøger ofte stedet her, så det har været lange fire måneder, lyder det fra familien.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu