Billede beskrivelse

Den Skaldede Kok rykker ind: - Vi er meget glade

01. februar 2026 kl. 06.03

BRØNDERSLEV: Frimurerhuset i Brønderslev tager nu et markant skridt i retning af at styrke husets kulinariske og selskabsmæssige profil. 

Et nyt samarbejde med den landskendte kok og tv-profil Carsten Olsen - også kendt som Den Skaldede Kok - betyder, at han fremover driver sin virksomhed fra husets køkken.

Carsten Olsen er selv frimurer i logen i Frederikshavn. 

Han har derfor et indgående kendskab til de skikke og traditioner, der knytter sig til frimurerlivet. 

Netop den forståelse har været en vigtig del af fundamentet for samarbejdet, som vækker glæde hos begge parter. 

- Vi har været på udkig efter en kok, siden Carsten Adler stoppede sin forpagtning i 2024, siger ordførende mester i Frimurerlogen Lux Vera i Brønderslev, René Dahl Jeppesen. 

- Vi har et stort ønske om at tiltrække endnu flere selskaber, og her er en fast kok helt afgørende. Derfor er vi meget glade for, at det er lykkedes at engagere Carsten Olsen.

Solid erfaring

For den landskendte kok rummer samarbejdet også store perspektiver. 

- Det kom i stand lidt tilfældigt. Vi var på en rundvisning i huset sammen med min egen loge. Jeg faldt i snak med René, som fortalte, at de manglede en kok, og jeg var samtidig på udkig efter et sted, hvor jeg kunne drive min virksomhed. Så tog det ene det andet, og nu er vi klar til at gå i gang, lyder det fra Carsten Olsen. 

Han har solid baggrund i den danske restaurationsbranche og er uddannet kok fra Hotel D’Angleterre samt tjener fra Hotel Plaza i København. 

Tidligere drev han Restaurant Den Skaldede Kok i Tivoli, hvor han stod i spidsen for hele 47 medarbejdere. 

Han har blandt meget andet også forpagtet restauranten på Sæby Søbad, og i dag driver han virksomheden Den Skaldede Kok Catering.

Billede beskrivelse

To selskabslokaler

Ifølge René Dahl Jeppesen rummer Frimurerhuset gode rammer for mange typer arrangementer. 

Ud over logens egne lokaler råder stedet over to selskabslokaler - ét med plads til op mod 150 gæster og et mindre lokale med omkring 30 pladser. 

- Så vi er godt dækket ind og kan tage imod et væld af arrangementer, forklarer René Dahl Jeppesen.

- Det eneste, vi siger nej til, er ungdomsfester i form af studentergilder og lignende. Ellers er alt fra barnedåb og bryllupper til runde fødselsdage og mindehøjtideligheder meget velkomne.

Billede beskrivelse

Madoplevelser og særlige arrangementer

Ud over selskaber skal Carsten Olsen også forsyne husets faste brugere med mad, herunder frimurerne samt de mange møder, generalforsamlinger og arrangementer, der løbende afholdes i huset. 

Samtidig lanceres et nyt brunchkoncept, som i første omgang afvikles hver anden søndag i måneden med start den 8. februar. 

Ligeledes tilbydes mad ud af huset med blandt andet månedens menu, burgere, stjerneskud og andre klassikere. 

- Vi kommer desuden til at fejre diverse højtider og mærkedage, beretter Carsten Olsen og tilføjer:

- Det sker første gang i forbindelse med Valentinsdag, hvor vi disker op med en særlig kærlighedsmenu. Her håber vi selvfølgelig på stor tilslutning.

Frimurerhuset har en lang historie. 

Bygningen fungerede oprindeligt som landbrugsskole, indtil frimurerlogen overtog ejendommen og omdannede den til det Frimurerhus, der i dag danner ramme om både logearbejde, møder og selskaber.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste